- Vor eksistenskamp er identisk

med nationens kamp -

Om Socialdemokratiets overlevelsesstrategiunder besættelsen

Forsøg på en syntese

Af Hans Kirchhojf

1.

For den socialdemokratiske historieskrivning er besættelsen en parentesom en tid man helst ser glemt- og det til trods for at det drejer sig om århvor bevægelsens eksistens stod på spil. Af partihistoriens i alt 25 kapitlerhandler kun to om besættelsestiden -

og der er tale om en overñadisk ogligegyldig fremstilling, overvejende kalkeret efter Hartvig Frischs Dan-mark besat og bejriet. Ikke således at forstå at krigsårene ikke har deressocialdemokratiske stjernestunder af mod og offervilje. Men de er få ogstråler ikke med samme glans som hos kommunisterne, hvor besættelsenblev den aldrig siden overgåedepolitiske og nationale triumf.

Nu vil mange faghistorikere kunne tilslutte sig en sådan ned-

prioritering. For i de store samfundsændrende processer der skabte detDanmark vi kender i dag, fremstår de fem forbandede år så temmelig uin-

teressante, i højden som en bremse på en udvikling der var i gang længefør besættelsen og fortsatte hen og ud over denne. En af de seneste og mest

populære fremstillinger, Søren Mørchs Den ny Danmarkshistorie 1880 til1960 - der netop fokuserer på vækst og forandring -levner ikke krigenmange sider.

Men det er ikke i sådanne overvejelser at vi skal søge årsagen til det

socialdemokratiske besættelsessyn.Dette skyldes først og fremmest den

dybt traumatiske erfaring fra kollaborationen med det nazistiske Tysk-land, hvor Socialdemokratiet fremstår som det mest tilpasningsvillige af

13

de store demokratiske partier - til trods for antifascismen og det ideologi-ske beredskab. Kollaborationens pinefulde historie er aldrig blevet bear-

bejdet, hverken politisk eller psykologisk, men tilsløret bag en mytologi,der stadig lever og pudses af hver gang vi fejrer de store jubilæer. Fra en

Hartvig Frisch i fyrrerne, over en Jens Otto Krag i tresserne, til en K.B.

Andersen i halvfjerdserne. Selv det sidste skud på traditionen, Erik Tjør-nehøjs forfatterskab, fremstår med sin ensidige fokusering på partiets in-

dre fjender (kommunisterne, Venstre og den konservative reaktion) som

een lang añedning fra hovedtemaet.

Det socialdemokratiske besættelsessyn portrætterer samarbejdslinjenmed tyskerne som en fordækt modstandspolitik, der fra starten blev bå-

ret frem af viljen til og ønsket om et brud - det brud der så oprandt den

29. august 1943. For først da var den danske befolkning modent dertil, som

det hedder hos Hartvig Frisch - der har dannet skole. Hvor sandheden er

den modsatte, at det var politikerne der blev hægtet af folkemasserne un-

der de store kriser i 1943 og 44 -

og som til det sidste forsøgte at fastholde

kollaborationen. Modsat det hævdede overtog man aldrig modstandsbe-

vægelsenskrigsprogram. Og selvom man siden valgte at slutte op bag Fri-

hedsrådet skete det under nødvendighedens lov. Taktikken kunne veksle

med styrkeforholdet: Fra direkte konfrontation og bekæmpelse indtil

bruddet i 1943, og derefter mere smidigt og indirekte. Men målet forblev

igennem besættelsen det samme, nemlig at undgå en krig på dansk jord,der kunne knuse bevægelsen og åbne vejen for tyskerne, eller for nazi-

sterne, eller for DKP.

Idet følgende skal hovedlinjerne i denne overlevelsesstrategi skitseres

og søges forklaret. Den deltes af alle de politiske partier. Men mest ind-

ædt og beslutsomt af Socialdemokratiet, der havde den politiske ledelse

gennem det meste af perioden. Observationspunktet er den politiske top,

analysefeltet, som annonceret, den politiske kollaboration - forstået som

det ufrivillige og påtvungne samarbejde med fjenden (modsat f.eks.

DNSAP”s frivillige og ideologiske). Begrebet er brugt værdifrit i over-

ensstemmelse med den internationale forskningspraksis. Det er altså ik-

ke sat identisk med forræderi, som de allierede og modstandsbevægel-serne gjorde det under verdenskrigen. Hvad der naturligvis ikke forhin-

drer en kritisk holdning hos historikeren. Kollaborationens gevinster og

omkostninger for Socialdemokratiet vil blive drøftet til slut.

Artiklen er skrevet på grundlag af egne og andres undersøgelser igen-nem de sidste tyve år,altså ud fra den viden vi har i dag. Kun lidt nyt stof er

inddraget. Det dækker desværre ikke de store huller der findes. Således

14

ved vi meget lidt om dynamikken mellem top og bund, og vi har kun

spredte indtryk fra livet i kredsene, på arbejdspladserne og i fagforenin-gerne. Den økonomiske og sociale virkelighed er klart underspillet.Vortkendskab til fagbevægelsensforhold, og dennes relationer til moderparti-et, befinder sig for det meste på overfladen. Om arbejdernes syn på den

nationale samling og på kollaborationen, hvilke forventninger man

havde til krigen og fremtiden, kort sagt om selvforståelse og mentalitet,har vi kun indirekte og fragmentarisk viden. Om det normale i det unor-

male, om hverdagen i krigen og om dagliglivet har vi masser af enkeltbud,men kun få systematiske iagttagelser.Forsøget på en syntese sker således i erkendelsen af at vigtige bag-

grundsfaktorer står uafklarede, at de i større eller mindre grad har spilletmed, og at fremtidige undersøgelser vil uddybe og nuancere teksten. Men

samtidig er Socialdemokratiets politiske strategi også den bedst udfor-

skedeVi står altså på ganske sikker grund, hvad den afsluttende litteratur-

liste vil demonstrere.

Den socialdemokratiske udgrænsning af krigsårene har naturligt førttil en stærk fokusering på brudñaderne den 9. april 1940. Men meget af

det vi opfatter som karakteristisk for den politiske praksis under besættel-

sens tryk har klare træk af kontinuitet fra tiden forud.

Det gælder naturligvis først og sidst for udenrigspolitikken, hvor vi kan

betragte kapitulationen den 9. april som et ekstremt udtryk for den proty-ske tilpasningslinje som var ført af regeringen Stauning-Munch fra slut-

ningen af trediverne. Afvisningen af at ville deltage i Folkeforbundetssanktioner 1938, de nye neutralitetsregler fra samme år, ikke-angrebs-traktaten med Tyskland fra 1939 -

og da krigen kom: mineringen af Bæl-

terne, en om end mindre drastisk gentagelse af den protyske minering fra1914 - fremstår som vigtige stadier på denne vej. Pressepolitikken og selv-censuren sammen med den restriktive og diskriminerende flygt-ningepolitik peger i samme retning. Hovedarkitekten bag neutralitets-

politikken og dennes suveræne aktør var den radikale udenrigsministerPeter Munch. Munch troede ikke på at militære magtmidler kunne løse

Danmarks sikkerhedsproblem, og førte en passiv og ikke provokatorisklinje, som vi i bakspejlet kan se nødvendigvismåtte føre til en kampløsbesættelse, hvis Værnemagten slog til.Vi ved at Stauning i enkeltsituatio-

ner dissenterede og ønskede at afprøve andre alternativer.Vi bemærker at

partiet under indtryk af den fascistiske trussel opgav nedrustningstan-ken, og at de unge løver arbejdede for en styrkelse af forsvarsviljen. Social-

demokratiets antinazistiske holdning var entydig. Hartvig Frischs stærkt

15

Peter Rochegune Munch

(1870-1948) blev dr. phil. i

historie år 1900 og fra 1927

formand for Institut for hi-

storie 0g samfundsøkono-mi. 1909-45 var han med-

lem af Folketinget for Det

radikale venstre. Han sad

som indenrigsminister1909-10, forsvarsminister1913-20 og udenrigsmini-ster 1929-juli1940 Desuden

var han delegeret ved Fol-

keforbundet 1920-38. Bille-

det viser Munch den

21.8.1946påvej til afhøring i

Den parlamentariske kom-

mission. (ABA)

antifascistiske (og antikommunistiske) Pest over Europa fra 1933, der op-

fordrede til et aktivt forsvar for demokratiet, blev den store inspirationfor mange. Flere gange måtte Social-Demokratens redaktør en tur i

Udenrigsministeriet for sine antinazistiske reportager, og topfolk som

partiformanden (fra 1939) Hans Hedtoft og DSF-formanden (også fra

1939), den senere så udskældte Laurits Hansen, var involveret i hjælpentil de tyske emigranter og til den spanske republik.

Men disse alternative handlingslinjer og markeringer forblev krusnin-

ger, der ikke kan tilsløre at partiledelsen helt og fuldt sluttede op om

udenrigsministerens neutralitetslinje, og uden vaklen tog konsekven-

serne af at landet ikke lod sig forsvare ved at kapitulere den 9. april. Kol-

laborationen, der blev etableret med fredsbesættelsen og de tyske løfterom indre frihed og fortsat neutralitet, trækker således en tydelig linje bag-

16

ud til småstaten Danmarks handlingsmønster under tredivernes inter-

nationale anarki.

Vender vi os nu til de indrepolitiske magtforhold, til klasse- og parti-strukturerne, noterer vi at Socialdemokratiet (og Det radikale Venstre)på kapitulationsdagen indgik i en koalitionsregering med den borgerligeopposition, dvs. Venstre og de konservative. Den nationale samling blev

partiets ene hovedhjørnesten i kampen for at overleve (den anden var til-

pasningen over for besættelsesmagten).Den byggede på 137 af Folketin-

gets i alt 148 mandater, og betød formeringen af et de facto etparti-sy-stem, med en stærk politisk uniformering og udstrakt ytringsmonopol.Samlingen medførte et kraftigt ryk mod højre og resulterede i et magt-tab for Socialdemokratiet, der udsatte det for voksende kritik, og siden

lagde det åbent for oppositionen. Men klassesamarbejdet som en grund-strategi var, som Vi ved, ikke ny. Den var institutionaliseret allerede i tre-

diverne gennem regeringsfællesskabet med de radikale og Via de store

økonomiske forlig med Venstre og de konservative - ideologisk funda-menteret i partiprogrammet fra 1935 Danmark for Folket, der afskrev anti-

kapitalismen til fordel for statsregulering og planøkonomi. I november1939 opfordrede Stauning til at danne en koalitionsregering, men blev af

vist, og igen i aprildagene rumlede tanken.

Også fagbevægelsensdisciplinering, der fulgte hurtigt i 1940 bl.a. med

antistrejkeloven fra september, var indledt da Socialdemokratiet overtogrollen og ansvaret som statsbærende parti. I 1933 og i 1936, igen i 1937 og i1939 ophøjede regeringen overenskomsterne til lov, og signalerede der-med den uvilje imod at acceptere storkonflikter på arbejdsmarkedet som

kneblede arbejderne under besættelsen og bidrog til deres tilbageslag.Hvad endelig angår antikommunismen, der blev det ledende motiv for

partiets bekæmpelse af modstandsbevægelsenunder krigen, var denne en

integrerende del af fjendebilledet allerede fra tyverne, som siden uddybe-des under krisen, med DKP,s greb om de arbejdsløse. Socialdemokratieter blevet kaldt det mest antikommunistiske af alle partier tilknyttet II In-

ternationale, og trods kommunistpartiets beskedne størrelse blev kam-

pen om fagorganisationerne hård og kompromisløs. Hartvig FrischsPest over Europa, der anklagede kommunisterne for at have beredt vejenfor Hitler, og Hedtofts Kommunisternesplitter blev de ydre udtryk for anti-

kommunismen, mens partiet på de indre linjer besvarede DKP,s revoluti-onære trusler og demonstrationer med etableringen af HIPA (Hovedor-ganisationernes Informations- og Propagandacentral) og en reorganise-ring og styrkelse af politiet. DKP”s tilsværtning af socialdemokraterne

17

Hans Hedtoft (indtil 1934 Hedtoft-Hansen) (1903-55) var litograf af uddan-

nelse. 1922 blev han sekretær for og var i tidsrummet 1927-29 forretningsfører

for DSU 1929 blev han sekretær for Alsing Andersen. I tredverne var han So-

cialdemokratiets hovedmand i propagandaen mod kommunisterne, der på

Hedtofts foranledning i 1935 centraliseredes ved oprettelsen af HIPA (Ho-

vedorganisationernes informations- og propagandaafdeling). Samme år

blev han medlem af Folketinget. I 1939 blev han valgt til formand for Social-

demokratiet. I februar 1941 måtte han nedlæggealle hverv i partiet. 1941-45

var han direktør for det kooperative bryggeri Stjernen. Ved befrielsen genop-

tog Hedtoft straks sin formandspost for Socialdemokratisk Forbund, men

Buhls stilling var under besættelsen blevet så stærk, at han i dennes ministeri-

um måtte nøjesmed at blive arbejds- og socialminister (1945).

Iperioderne 1947-1950 og 1953 til hans død i 1955 var Hedtoft statsminister

Billedet viser Hedtoft i 1939, der efter valget til partiformandpåpartikongres-sen lykønskesafforgængerenTh. Stauning. (ABA)

18

som socialfascister før 1935/36 gjorde siden tilbuddene om en enheds-

front utroværdige, og de blev afvist gang på gang. Som Henning Koch

har vist i sin politidisputats havde kampen imod kommunismen første-

prioritet, mens kampen imod nazisterne kom i anden række. Antikom-

munismen blev under besættelsen et af de punkter hvor Socialdemokrati-

ets interesse blev mest sammenfaldende med besættelsesmagten.Hele Socialdemokratiets reformistiske tradition, dets antimilitarisme

og antikommunisme, msioneringen med statsmagten og med nationen,dets stigende bureaukratisering og ansvaret for 100 tusinder af lønarbej-dere skabte en mentalitet og en politisk kultur der på forhånd gjorde par-

tiet mindre skikket som protest- for slet ikke at tale om modstandsparti.Heri lå intet specifikt dansk, for denne tilgang til besættelsen blev delt af

alle de socialdemokratiske partier i Hitlers Europa. Først krigens gang,

og en ofte total udskiftning af lederlaget og de gamle kadrer, førte social-

demokraterne ind der hvor de efter deres ideologi naturligt hørte hjem-me, nemlig i den antifascistiske front.

2.

1940 blev tilpasningens og opportunismens store år. Det stod helt under

indtryk af de tyske sejre, der kulminerede i juni med stormagten Frank-

rigs fald. Tyskland beherskede nu hele kontinentet, og enhver illusion om

et kortvarigt tidsperspektiv kunne begraves. Tværtimod kunne man se hen

til en generationslang besættelse, som den sønderjyderne havde gennem-lidt fra 1864 til 1920. Hedtoft, som tyskerne et halvt år senere var kluntede

nok til at tvinge tilbage som partiformand, og derved skaffede et utilsigtetmartyrium, erklærede internt attentismen for død og tiden inde til et me-

re konstruktivt samarbejde. En udtalelse der naturligt nok blev glemt da

konjunkturerne vendte, og tyskerne begyndte at tabe. I juli blev den forsig-tige og passive Munch, der havde forsøgt at kompromittere neutraliteten

så lidt som muligt, afløst af den mere aktive ærkerealist og diplomat Erik

Scavenius. Scavenius udtalte regeringens beundring for de store tyskesejre, og søgte straks at koble Danmark på det nye Europa med en Mønt-

og Toldunion, der skulle skabe good-will i Berlin. Kun modstand i Tysk-land og påChristiansborg forhindrede den nationale selvlikvidering end-

nu inden besættelsen havde nået det halve år.

Samtidig blev 1940 også reaktionens og den forstærkede klassekampsår. De tyske sejre fremstod ikke blot som militære triumfer, men blev og-så af mange opfattet som dommen over det parlamentariske demokrati. I

19

ly af de tyske bajonetter, men helt overvejende med Tyskland som passivtilskuer, marcherede de grupperinger frem som havde tabt magten eller

følt sig mishandlet i Mellemkrigstiden. Mest markant i Frankrig, hvor

Pétains Nationale Revolution rejste sig på ruinerne af den tredje Re-

publik. Et økonomisk og politisk hævntogt fejede hen over det under-

tvungne Europa, og så de demokratiske partier -

og her særligt de store

reformistiske arbej derpartier - som taberne.

I Danmark udgjorde »systemfjenderne« en broget skare: Nazisterne,bondereaktionen, storkapitalen, dele af kongehuset, hærledelsen - med

en del af ofñcerskorpset - de ultrakonservative og ultranationale »gen-

rejsere«og dele af kirken. De rabiate ville demokratiets bortfald, en mel-

lemgruppe parlamentarismens afskaffelse og indførelse af mere autori-

tære styreformer, andre igen et systemskifte. Hvad der forenede dem alle

var kampen imod den radikal-socialdemokratiske demokratiopfattelseog velfærdsidealet.

Som farligste trussel stod naturligvis DNSAP - hvis partiet blev bragt til

magten af besættelsesmagten. Henning Poulsen har i sin disputats doku-

menteret nazisternes regeringsstorm igennem sommeren og efteråret

1940 og argumenteret for at Berlin gav grønt lys i november - for så at

blæse af igen. En enestående situation i den tyske okkupationspolitik,der ellers var præget af pragmatiske korttidsønsker om ro og orden og

produktion. Jeg har aldrig følt mig overbevist af Poulsens overvejendeindirekte bevisførelse. Men i vor sammenhæng er spørgsmålet underord-

net. For afgørende er at politikerne troede på den nazistiske fare, og at

denne perception fremprovokerede den ene regeringskrise efter den an-

den igennem 1940. Således blev bestræbelserne på at fjerne hvad Scave-

nius kaldte »den nærmeste fare«, dvs. forhindre et Frits Clausen-kup, sel-

ve motoren i kollaborationen i det første besættelsesår. Nazisternes hetz

imod »SystemetStauning« ramte i første række Socialdemokratiet og ce-

menterede ledelsens vilje til at fastholde klassesamarbejdet næsten for

enhver pris. For som Hedtoft erklærede i sin store tale i februar 1941:

»Vor store chance og- derom er jeg personligt overbevist - vor redning

består deri, at vor egen bevægelses eksistenskamp nu er identisk med na-

tionens kamp«. Eller som den eksilerede partisekretærH.C. Hansen ud-

trykte det mere direkte i 1943: »De øvrige partier udgør en falanks, som vi

ikke kan erstatte. Stiller vi os udenfor, nedkalder Vi netop den katastrofe

over os, som det er vor opgave at forhindre.«

Systemkritikken havde også et fast greb om Det konservative Folkepar-ti. Hadet til Munch og radikalismen, aktualiseret ved kapitulationen den

20

9. april, mødtes med kravet om en indskrænkningaf Rigsdagens magt ogen stærkere politisk rolle for erhvervsliv og kapital. Toneangivende var en

række store ingeniører, løst grupperet i >›Danmarks«- og »Højgaard-kredsen« og med kontakter til både besættelsesmagten og kongehuset.Det var bl.a. alliancen mellem dem og Chr. X som førte til regeringsdan-nelsen i juli, der skaffede plads for tre upolitiske ministre (Scavenius,Gunnar Larsen og Harald Petersen), og betød et politisk magttab for So-

cialdemokratiet.

Samtidig gennemførteVenstre og de konservative en bredt anlagt offen-

siv imod de positioner som arbejderbevægelsenhavde erobret før krigen.Især Venstres angreb på »fagforeningstyranniet«,understøttelserne og de

faste lønninger ñk karakter af et hævntogt for bøndernes økonomiske ogsociale tilbageslag i trediverne. Således gennemtvang partiet i maj 1940 en

række store kriselove, der ophævede dyrtidsreguleringen, fastfrøs løn-ningerne, og stavnsbandt den billige arbejdskraft på landet. I septemberfulgte forbuddet imod at strejke, den såkaldte Lov om Arbejdsforhold, der

påbød tvungen voldgift i arbejdskonñikter, og blev et vigtigt instrument

for samlingsregeringens hårdhændede indkomstpolitik. Endelig i 1942

fuldførtes angrebet på Socialreformen.

Slagene imod arbejderklassen ramte i en situation hvor mod-

standskraften var svækket af den almindelige krise som følge af besættel-

sen. Invasionen den 9. april afskar hele den oversøiske import, og med-

førte en nedgang i tilførslerne af brændsel og råvarer på over 50 pct. Re-

sultatet blev produktionsstandsninger 0g kontraktion, vareknaphed,prisstigninger og massearbejdsløshed -

og en total afhængighed af Tysk-land. Økonomisk er vi i tyskernes hule hånd, som Hedtoft erklærede i fe-bruar 1941. Det var et afgørende argument for både den politiske og øko-

nomiske kollaboration.

Det danske samfund blev fattigere med besættelsen. De materielle om-

kostninger er opgjort til ca. 22 pct. af nationalindkomsten. Men den for-stærkede klassekamp medførte at de økonomiske byrder fortrinsvis blev

væltet over på lønarbejderne.I løbet af det første år faldt reallønnen in-

den for håndværk og industri med omkr. 20 pct. Samtidig nåede arbejds-løsheden ivinteren 1940/41 højderne fra 1930,rne med 36 pct. -

og her er

end ikke de 100.000 på deltid, den såkaldte arbejdsfordeling, indbefattet.

Mange måtte tage arbejde i Tyskland, måske yderligere 100.000 når Vi reg-ner hele besættelsen med. Det var ikke de bedste der drog ud, mente den

socialdemokratiske historieskrivning efter krigen, da tysklandsarbej-derne blev slået i hartkorn med nazister og værnemagere. Men fagbevæ-

21

gelsen havde selv, først lokket og siden truet arbejderne til Tyskland i kol-

laborationens tjeneste.Heroverfor tjente andre grupper godt. Landbrugets eksportpriser steg

med 100 pct. i det første besættelsesår. Tyskerne kunne aftage alt og lod det

ñnansiere over Nationalbanken, altså på det øvrige samfunds bekostning.På hjemmemarkedet fordobledes priserne på flæsk, smør og korn - det

sidste kom især det store landbrug til gode. At ñere af godsejerne tilhørtedet nazificerede Bondeparti kunne kun skærpe konflikten mellem land

og by.De sidste krigsår rettede meget op på skævhederne - selvom der stadig

var store forskelle mellem fagene, og de underste havde det dårligst,med

fremadskridende underernæring og tuberkulose. Fra 1942 lykkedes det at

stabilisere priserne, og arbejdsløsheden begyndte at falde - først og frem-

mest takket være tørvegravene og de tyske ordrer. I sommeren 1943 nåede

ledigheden bunden med omkr. 3 pct. - en af forklaringerne på gejsten bagAugustoprøret. Men det var først efter at den københavnske folkestrejke i

sommeren 1944 havde rystet politikerne og arbejdsgiverne at udviklingenvirkelig vendte, og arbejderne fik hentet det meste af det tabte tilbage.

De borgerlige partier gennemførte nedskæringerne under truslen om

at ville sprænge det nationale samarbejde. Hvis fagforeningerne ikke

makker ret kan de få nazisterne! - som det blev udtrykt internt i Venstre.

Og det var netop denne trussel om at blive isoleret og kastet for ulvene der

fik Socialdemokratiet til at bøje af og acceptere de ændrede magtforhold.»Man har fra forskellig side kritiseret, at Vi er gået til dannelse af en sam-

lingsregering«,erklærede Hedtoft på DSFS generalforsamling, der den

30. maj tog stilling til kriseforliget. »Under fredelige forhold er en sådan

samlingsregering en meningsløshed, men vi har ikke normale 0g frede-

lige forhold.Vor økonomi i dens hidtidige form er knust; vi er afskåret fra

3/4 af de markeder, hvor vore produkter afsattes. Danmark har ikke i år-

hundreder oplevet en sådan revolutionering af sine forhold som dem, Vi

har været ude for nu. Intet menneske, der Vil fælde dom, kan se bort fra

disse kendsgerninger. På denne baggrund må vi afñnde os med de ofre,

det koster at danne samlingsregering.«Partisekretær H.C. Hansen var endnu mere direkte i en tale omkring

samme tidspunkt: »Jeg anser det personligt for en bydende nødvendig-hed at opretholde dette samarbejde Og når dette er sagt, så er dermed

også sagt, at socialdemokratisk politik i dette begrebs normale betydningñndes der ingen mulighed for i denne tid, hvor landet er besat. Det er en

pligt at skåne den arbejdende befolkning mest muligt, men det vil være

22

fantasterier at tro, at det kan lykkes os at komme gennem vanskelighe-derne, uden at levestandarden og en række gennem mange år opnåede

goder berøres og beskæres. Det økonomiske billede, der tegner sig for

os, er mørkt.«

Nationalfrontstrategien kom til at stå sin første alvorlige prøve under

den såkaldte Nytårskrise, da tyskerne i december rettede skytset imod

partiets top og krævede Staunings afgang og en udtynding af regeringeni mere tyskvenlig retning. Partiets og fagbevægelsens repræsentanter slut-

tede demonstrativt op om statsministeren og erklærede at ville sprænge

samarbejdet hvis kravet gik igennem. Og hvad der blev afgørende: OgsåVenstre og de konservative fulgte trop. De borgerlige, der bevidst havde

brugt besættelsens tvang i forsøget på at stække Socialdemokratiet, for-

stod nu at man ikke kunne undvære landets største parti i muren om-

kring Danmarks hus. Den intime sammenhæng mellem indenrigs- og

udenrigspolitikken var nu klart erkendt, og konceptet om den nationale

samling som den helt nødvendige forudsætning for at kunne føre samar-

bejdspolitik med tyskerne dermed slået igennem. Det umiddelbare resul-

tat blev et nederlag for Berlin, og Nytårskrisen løjede af.

Henrik S. Nissen, der har undersøgt de parlamentariske og diplo-matiske handlingslinjer igennem 1940, vil mene at de borgerliges erken-

delse især skyldtes påvirkningen fra den nationale vækkelse som det før-

ste besættelsesår kaldte frem. Det lyder sandsynligt at politikerne blev

grebet af de samme stemninger som hovedparten af befolkningen. Men

vi ved også at de meget bevidst organiserede og finansierede det natio-

nale, og mobiliserede det til forsvar for partisystemet og for ro-og-or-

den-linjen, dvs. kollaborationen. Nynationalismen, med dens ydre mani-

festationer af alsang, kongetilbedelse og fortidsdyrkelse, udtrykte behovet

for at fastholde den nationale identitet i en krisetid hvor denne var truet af

både den udenlandske og indenlandske fascisme.Vi finder fænomenet i

de Heste besatte lande. I hvor høj grad arbejderklassen var involveret i

røret er ikke nærmere undersøgt. Men partiet engagerede sig stærkt, og

ungdomsorganisationen var førende i dannelsen af Dansk UngdomsSamvirke i september, en paraplyorganisation for landets ungdoms-foreninger, der skulle mobilisere til forsvar for folkestyret imod naziñce-

ringen. Under teologiprofessoren Hal Koch blev Dansk Ungdoms Sam-

virke en vigtig opinionsleder og støtte for den nationale samling og for

samarbejdspolitikken.Opslutningen bag den nationale konsensus i 1940 betød et markant ryk

til højre i mentaliteten og i den politiske kultur. Og den blev et dække bag

23

hvilket reaktionen kørte frem. Biblioteksdirektør Døssing, der stod påpartiets venstrefløj,og siden sluttede sig til modstanden, udtrykte kritik-

ken i foråret 1941: »Når en gårdbrænder, må alt vige for det ene at slukke

og redde. Man skændes ikke under et redningsarbejde. Men der er visse

regler, som nøje overholdes, jeg fik dem indprentet, da j eg var barn. Først

reddes mennesker, så dyr, sidst de døde værdier. Nu brænder Danmarks

gård, og det er rigtigt, at vi samles for at slukke og redde, vel at mærke i

den rigtige rækkefølge. Jeg har en uhyggelig anelse om, at rækkefølgen nu

er en anden: Først pengeskabet, så køerne, så Danmarks melodibog -

ogimens brænder Danmarks børn inde og med dem den danske folkeligekulturfremtid.« Døssing ñk hadske ord for at have brudt den nationale

borgfred. Men han havde kun sagt den ubekvemme sandhed, at den me-

gen tale om samling og samarbejde gik fint i spand med klassekamp og

reaktion. For politikerne -

og siden for den socialdemokratiske histo-

rieskrivning - blev 1940 det store år, da man i spidsen for de folkeligekræfter reddede befolkningen fra nazismen, mens kommunisterne og

Dansk Samling, der siden brystede sig af at være modstandens pionerer,enten forholdt sig passive eller direkte arbejdede imod. Man kan nok dis-

kutere hvor stor denne fare egentlig var, danskernes massive antityskeholdning taget i betragtning. Men med i bedømmelsen hører tidshorison-

ten som det helt afgørende: at flertallet bedømte besættelsen til at kunne

vare en generation eller mere og rustede sig derimod.

I historiens bakspejl kan vi i hvert fald notere flere vigtige sejre for par-

lamentarikerne med udgangen af det første besættelsesår: DNSAP var

bremset og i opløsning. Det samme gjaldt den nazificerede bondereak-

tion. Truslen om et statskup hang fortsat over Christiansborg, og blev flit-

tigt brugt af tyskerne når krav blev stillet. Men faren føltes mindre akut.

Også de konservative genrejsere med de store entreprenører i spidsen var

blevet lammet med regeringens -

og nu også kongens - modstand. Sam-

tidig var de fire store partier rykket tættere imod hinanden i erkendelse af

den fælles skæbne -

og den nationale regering konsolideret, i hvilken for-

bindelse man naturligvis heller ikke skal undervurdere den taktiske inter-

esse der lå i at være hinandens gidsler!Man havde ganske vist ikke fået nogen garanti for at tyskerne ikke Ville

vælte regeringen. Men kollaborationen, og dermed den afgørende akse til

besættelsesmagten,holdt- trods konkurrencen fra de ekstraparlamenta-riske kræfter. For Socialdemokratiet havde det kostet dyrt i økonomiske

og sociale ofre. Men disse var givet under den klare prioritering at parti-ets og organisationernes overlevelse gik forud for dagens materielle krav.

24

Det var en langtidsstrategi man havde svært ved at forsvare over for parti-fæller midt i arbejdsløshedens elendighed og prisernes himmelflugt, og

resultatet blev at omkr. 20.000 medlemmer eller omkr. 10 pct. forlod par-

tiet i 1940. Formentlig de ñeste i protest mod den økonomiske nedtur og

ledelsens defaitisme, men måske slet ikke så få i harme over ydmygelsenden 9. april og i tiden der fulgte. I hvert fald stod mange socialdemokrater

bag den kampagne der væltede Munch i juli. Kommunisterne udgjordeendnu en lille sekt på omkr. 5000 mænd og kvinder, kastet udi isolatio-

nen af Ikke-angrebspagten og den finsk-russiske vinterkrig. Men deres

potentiale blev bedømt som farligt nok allerede under forhandlingerne i

maj, og det vakte uro og bekymring da DKP,s krav om at få strejkekasserneåbnet (nu da man alligevel ikke måtte strejke) udløste en storm af resolu-

tioner på generalforsamlingerne i efteråret. »Arbejderbladet« rasede

imod Socialdemokratiets forræderi overfor arbejderklassen og sammen-

rotningen med borgerskabet (og efter den 22. juni 1941 med den tyske mo-

nopolkapital), og billedet af de socialdemokratiske førere som lystopport-unister er gået over i den kommunistiske historieskrivning efter krigen.

Det er vanskeligt mere præcist at opgøre det socialdemokratiske råde-

rum i 1940.Vi ved i dag at frygten for at tyskerne skulle opløse partiet ogDSF var uberettiget, for trods angreb på enkelte topfolk overvejede man

aldrig i Berlin at likvidere de bedste garanter for ro og orden på arbejds-pladserne. Men hvor sent dette blev erkendt på Rosenørnsallé er uklart,og under de nazistiske højkonjunkturer i 1940 var der alt at frygte. Det er

også korrekt at tyskerne ikke blandede sig i fordelingsslagsmåletdirekte.

Men deres ønske om at få reduceret forbruget og lønindkomsterne for

selv at kunne få så stor en del af kagen som muligt, måtte trække i samme

retning som regeringen, og lægge rammerne for hvad der lod sig gøre.To eksempler kan illustrere det komplicerede spørgsmål om So-

cialdemokratiets tvangssituation i 1940, nemlig i maj det tyske fremstødfor at skaffe arbejdskraft til Tyskland som kompensation for leveranceraf kul -

og så antistrejkeloven i september. I begge tilfælde blev »det tyskemoment« - for at benytte Eiler Jensens og Kaj Bundvads udtryk fra Dan-

mark besat 0g befriet - anført som afgørende for at partiet gik med. Men

démarchen i maj havde ikke ultimativ form, og i september var presset af

højst indirekte art og baseret på nok så tvivlsomme meddelelser. Vi ved

ikke om de socialdemokratiske forhandlere overfortolkede i panik, eller

om de overdramatiserede for at få partiet med - de to forklaringer udeluk-

ker i øvrigt ikke hinanden. Men begge tilfælde tillader at slutte at Social-

demokratiet har følt sig så truet at man helt efter scaveniansk taktik var

25

indstillet på at imødekomme de tyske ønsker før de fik en farligere form,

og/eller at man har vurderet den indrepolitiske situation, med trykket fra

højre,så labil at man uanset den tyske politik, men i et klart interessesam-

menfald med denne, har trukket i samme retning, med viljen til at pacifi-cere arbejderne og bringe dem under kontrol. At sende arbejdskraft til

Tyskland betød samtidig at lette trykket fra de utilfredse hjemme. Oghvad angår Lov om arbejdsforhold lå initiativet fra starten, dvs. umiddel-

bart efter besættelsen, hos DSF uden at noget tysk pres kan påvises.Over-

hovedet var det tyske moment ikke mere afgørende end at antistrejkelovenlevede videre efter befrielsen, indtil den udløb i slutningen af 1945.

H (ans) C(hristian) (Svane)Hansen (1906-60) var ud-

dannet typograf 1924 kom

han i den lokale ledelse,1929-33 var han landsse-

kretær og 1933-37 landsfor-mand for DSU 1936 ind-

valgtes han for Socialde-

mokratisk Forbund i

Folketinget. I 1937 forlod H.

C Hansen DSU for at ef-terfølge Hans Hedtoft som

leder af HIPA. 1939 efter-fulgte han endnu engang

denne, denne gang som par-

tisekretær og forblev som

sådan til 1953 (bortset fraperioden 1941-45, hvor han

som Hedtoft og HartvigFrisch måtte frasige sig alle

hverv med undtagelse affolketingsmandatet). Han

var medorganisator af det

arrangement, der overførte statsmidler til modstandskampen, og sad som

medlem af politikernes kontaktudvalg til Danmarks Frihedsråd 1944-45. Efter krigen blev H C. Hansen finansminister 1945 og 1947-50, handelsminister

1950, udenrigsminister 1953-58 og endelig statsminister 1955-60. Portrættet afham er udateret, men er formentlig fra krigsårene. (ABA)

26

3.

Den tyske gesandt havde lidt nederlag med Nytårskrisen, og som en form

for revanche krævede han i februar 1941 Hedtoft og H. C. Hansens afgang.Tidligere var Hartvig Frisch og den konservative Christmas Møller blevet

tvunget tilbage fra deres politiske poster. Nu kom turen til Socialdemo-

kratiets formand og partisekretæren.Begrundelsen for fyringen var den

tyndest mulige, men Scavenius bakkede gesandten op, og Stauning lod

uden sværdslag de to falde. Affæren rejste en voldsom storm i partiet, og

for at kaste olie påbølgerne indkaldtes der til et stormøde for 2-300 tillids-

mænd den 13. februar. Her holdt Hedtoft en tale der er gået over i den so-

cialdemokratiske historieskrivning som partiets løfte om et brud med ty-

skerne, når tiden var inde. Tolkningen skyldes Hartvig Frisch, men den

lader sig kun opretholde gennem en groft tendentiøs beskæring af Hed-

tofts ord. Tværtimod advarede talen indtrængende imod et brud: »Vi skal

ikke håbe, at det kommer dertil endsige bevidst stile derimod. Hvad det

vil betyde, hvis tyskerne direkte overtager dansk civiladministration, gør

mange sig ikke rigtigt klart.« Naturligvis kunne partierne blive stillet over

for så store krav at de måtte afvise. Hedtoft nævnte selv kravet om en upo-

litisk statsminister, om nazister i regeringen, om dødsstraf eller jødelove.

Rigsdagen kunne også blive skubbet til side af et tysk kommissærstyre(som det var sket i Norge) eller af en nazistisk regering - den mulighedder lå nærmest efter krisen i november. Men denne situation var uøn-

sket, og det fremgår klart af talen at et sådant brud ville være af tvangs-karakter. Hvad det gjaldt om var derfor først og fremmest at vinde tid.

Tyskerne havde uhyre magtmidler til deres rådighed - det var her den tid-

ligere nævnte bemærkning faldt at man økonomisk var i deres hule hånd,

og at et brud derfor ville betyde en katastrofe for den arbejdende befolk-

ning. Dermed lød konklusionen at eftergivelsespolitikken måtte fort-

sætte, og ro-og-orden-linjen fastholdes - selvom det gjorde ondt. Ogkom bruddet endelig, fordi tyskerne tvang det igennem, måtte det tagessamlet af alle demokratiske partier så at Socialdemokratiet ikke kom til

at stå alene. Dette var budskabet i Hedtofts tale, der udtrykker essensen i

den socialdemokratiske strategiopfattelse indtil den 29. august.Men nu var talen ikke kun en appel om at bøje sig under kolla-

borationens j ernhårde nødvendighed. Den var også antitysk 0g antiscave-

niansk, og gennemsyret af en protestholdning, båret oppe af bitterheden

over at være blevet ofret, og frustrationerne over hele tiden at måtte sigeja. »Det vil være lettere at sige nej«, som Hedtoft erklærede på et for-

27

mandsmøde i DSF en månedstid senere. »Alligevelmå vi sige ja, så længevi derved kan gavne de kammerater, vi repræsenterer -jævnfør Norge,Holland, Belgien og Frankrig.«

Det var denne protestholdning der sammen med martyriet skaffede

Hedtoft ry af nej-siger, og som har fået Claus Bryld til at operere med en

særligHedtoft-linje under besættelsen, i modsætning til en Stauning- ogen Laurits Hansen-, dvs. en DSF-linje. Men en sådan skelnen er efter min

mening et efterkrigsprodukt, der tilslører den fundamentale konsensus

der herskede i ledelsen om nødvendigheden af at samarbejde med ty-skerne. Hvad angårHedtoft var han utvivlsomt på grund af sin alder, sit

temperament, sin nordiske orientering, og overhovedet i kraft af de stær-

ke idépolitiske træk i karakteren indstillet på en mere attentistisk linje end

Stauning, og ganske anderledes immuniseret over for en opportunismesom den dele af DsF faldt for. Sikkert repræsenterede han i 1940 en

»kold-skulder«-holdningsom gjorde ham til et oplagt mål for besættelses-

magten. Men dette forhindrede ikke Hedtoft i at støtte kollaborationen

ubetinget. Fem måneder efter fyringen udtalte han internt: »Danmark er

skæbneforbundet med Europa, og da først og fremmest henvist til vor

store sydlige nabostat, og det uanset hvilket styre Tyskland har. Det må

alle indstille sig på, og vor politik må føres derefter.« Uden vaklen forsva-'

rede han samarbejdslinjen under de store diplomatiske kriser i 1941-43, og

endnu så sent som i 1944 kunne han beklage bruddet den 29. august. I 1941

afviste han et tilbud fra London om at slutte sig til de frie danske dér, un-

der henvisning til faren for fredsbesættelsen og partiet, og han bekæm-

pede den begyndende modstandsbevægelse så energisk som nogen parti-fælle. I krigens sidste år blev han helt naturligt partiets kontakt til Friheds-

rådet, men han tilsluttede sig aldrig modstandens krigsprogram.Hvor snævert et råderum samarbejdspolitikken satte for selv den mest

proñlerede antinazist viser Hartvig Frischs skæbne. Frisch, mentor for

Hedtoft og hans kreds, og den højt beundrede forfatter til Pest over Euro-

pa, havde flere gange før besættelsen sat sig op imod Munchs »realisme«,

og ønskede at man havde kæmpet den 9. april. I november 1940 aktio-

nerede tyskerne imod ham og pressede ham tilbage som formand for rigs-dagsgruppen. Frisch plejede tætte kontakter til den anden eksilerede,Christmas Møller, men modsat denne afviste han forbitret enhver føler

fra modstanden, og så sent som i efteråret 1943 og igen i befri-

elsessommeren 1945, dvs. på tidspunkter hvor de Heste andre havde skif-

tet hest, vendte han sig voldsomt imod den. Frischs antikommunisme,hans legalisme og hans frygt for »gadens parlament« placerede ham

28

klart på partiets kollaborationslinje, og satte en uoverstigelig mur mellem

ham og modstandssynspunktet.Stauning repræsenterede i 1940/41 en udstrakt tilpasningsvilje, somme

ville sige en defaitisme, der nok i et vist - om end af den socialdemokrati-

ske historieskrivning overdrevent- omfang kan forklares med alderens

tryk og et langt politikerlivs nedslidning. (Også selvom han i en konfron-

tation med Scaveniüs under Nytårskrisen replicerede: »Jeg er ikke

træt«!).I en række store taler både udad- og indadtil i partiet proklame-rede han Danmarks kollaborationsberedskab såvel på det økonomiske

som på det udenrigspolitiske og militære område. »Vort liv er kun muligti samarbejde med Tyskland«, som han udtrykte det internt i februar 1941.

I regeringen bakkede Stauning som regel Scavenius op, og hans stemme

blev i kritiske situationer afgørende for at Buhl og Bording og Kjærbøl gikmed. Det ser ud til at studenterforeningstalen i marts 1941 udløste en

krise mellem Stauning og den nye partiformand Alsing Andersen påden ene side og kredsen omkring Hedtoft og Frisch på den anden. Men i

en situation hvor det tyske herredømme stod uantastet på kontinentet, 0g

Værnemagten syntes uovervindelig, havde »kold-skulder-linjen«intetklart alternativ at tilbyde, og trods de strømninger af protest der fandtesblandt kadrerne, og som senest havde markeret sig under Hedtoft-sagen,fik oppositionen ingen politiske konsekvenser. Til sin død i maj 1942 fast-holdt Stauning autoriteten og kontrollen med partilinjen. Hvor langt hanville være gået i en tilpasning til Hitlers Neuropa, ved vi intet om. Herun-der i hvor høj grad han havde været indstillet på at gennemføre en elleranden form for statssocialistisk eller korporativ samfundsmodel, som

man så fascismen presse igennem andre steder. Alt måtte afhænge af kri-

gens gang, og som bekendt lagde den og døden sig nådigt imellem. Kolla-

borationsprojektet var ivinteren mere beskedent. Som Stauning formule-rede parolen gjaldt det om at holde ud, at vinde tid, og at undgå den store

konflikt.

I juni accelererede udviklingen med Tysklands angreb på Sov-

jetunionen og de store sejre, der så ud til at skulle knuse bolchevismen.

Kollaborationen, der i besættelsens første år havde haft karakter af en de-fensiv kamp for at overleve, ñk nu en aktivistisk og en opportunistisk stød-

retning, med en klar antikommunistisk tendens. Henning Koch har do-

kumenteret hvor glat og ubureaukratisk tyskernes krav om at internere

kommunisterne gik igennem fra statsministeren til politiledelsen, og på-vist det løft som aktionen ñk undervejs. Ingen politiker følte større skrup-ler over grundlovsbruddet, eller ønskede at konñikte på sagen. Det be-

29

kymrede mere om Socialdemokratiet stod for tur næste gang, eller hvem

der skulle overtage de kommunistiske mandater. Argumentet om at det

var bedre at internere kommunisterne i Danmark frem for at se dem de-

porteret til Tyskland, som siden blev hovedalibiet, spillede en ren sekun-

dær rolle.

Antikommunismen havde en bred basis i Socialdemokratiet, i dets

presse og i organisationerne. Et cirkulære advarede den 7. juli imod at

kommunister forsøgte at melde sig ind i partiet: »Hvad enten kommuni-

sterne gennem de mange år har søgt at gennemføre deres hensigter ved at

rette hadefulde, hæmningsløse angreb på vort parti eller ved hyklerisk at

tilbyde enhedsfront og lignende, har Socialdemokratiet i enhver situation

konsekvent afvist at have noget at gøre med dem. Denne afvisende hold-

ning er fortsat en pligt for enhver socialdemokrat overalt, hvor kommuni-

sterne optræder,også i fagforeningerne.«I regeringen brød man med Sovjetunionen, erklærede sig solidarisk

med korstoget i øst, sanktionerede - om end med sordin - Frikorpset,ñk gennemført Kommunistloven, søsatte det såkaldte Østrumudvalg til

økonomisk udbytning af Baltikum, og tilsluttede sig i november fornyel-sen af Antikominternpagten. Striden herom udløste besættelsens anden

store politiske krise. Tyskerne brugte tommelskruerne, og Scavenius

sagde ja, men partierne nej. De frygtede for neutraliteten og for opinio-nen. Først da Stauning og derpå de andre socialdemokrater sluttede op

bag den scavenianske falanks af upolitiske ministre løstes der op for knu-

den, og ogsåVenstre og de konservative gik med. Nationalfrontstrategienhavde atter stået sin prøve. Ingen vovede at sprænge samlingen af frygt for

uro og kaos. Hverken hensynet til kommunisterne eller til Sovjet spilledenogen rolle for modstanden. Kommunismen har jeg bekæmpet de sidste

tyve år, som det lød fra Stauning. Tværtimod fik antikommunismen sagen

til at glide lettere ned. Men tilslutningen gjorde op med neutralitetsflktio-

nen, og mødtes af de første større demonstrationer i København, der vi-

ste at den folkelige støtte til samarbejdspolitikken havde slået de første

revner.

Fagbevægelsenskamp mod kommunisterne blev skærpet efter at DKP

havde frigjort sig fra hensynet til besættelsesmagten,og nu kunne angribeDsF-kollaborationen også nationalt. I september krævede justitsministe-ren at de kommunistiske tillidsmænd trak sig tilbage, og DsF udsendte en

henstilling til forbundene herom. Internt blev denne begrundet med fryg-ten for at fagbevægelsenkunne blive en platform for kommunistisk agita-tion, der ville medføre tysk indgriben, udadtil fremhævedes også hensy-

30

net til tillidsmændene selv. Den socialdemokratiske presse truede i slet

dulgte vendinger med at tyskerne kunne tage affære hvis ikke de pågæl-dende trak sig frivilligt. Og den kommunistiske historieskrivning ved at

fortælle om en livlig socialdemokratisk »stikkervirksomhed« i fagfor-eningerne. Men i hvert fald gik det ikke hurtigt nok efter justitsministe-rens mening, og han pressede på med krav om meldepligt over for de fag-foreninger der stadig obstruerede. Resultatet blev et nyt cirkulære i no-

vember, men udsendt uden større begejstring. For uanset fjendskabet til

DKP var det ikke populært at tage ansvaret for skridt der kunne føre til at

medlemmer blev interneret. Sagen viser dilemmaet mellem kollaboratio-

nens nødvendighed og så hensynet til mændene på gulvet.Overhovedet korn fagbevægelsen med besættelsen i en overordentlig

vanskelig stilling. Som kamporganisation for omkr. l⁄2million lønarbejde-

Axel (Sofus) Olsen (1875-1947)indvalgtes 1903 i bestyrelsen forJord- og betonarbejdernes fagfor-ening 1908 valgtes han af den kø-

benhavnske fællesledelse til besty-rer af Arbejdsmændenes arbejds-løshedskasses kontrolkontor og var

fra 1909-19 (med undtagelse af den

syndikalistiske magtperiode 1911-

12) formand for Jord- og betonar-

bejdernes fagforening Allerede

1916 var Axel Olsen blevet medlem

af Dansk arbejdsmands forbundshovedbestyrelse. 1919 blev han for-retningsfører og var sjælen i den

branchemæssigeomlægningaf for-bundets struktur, der gennemførtesi1925. Ved Lyngsies død i1932 valg-tes Olsen til dennes efterfølgerforDAF 0g forblev på denne post til sin

død Isbjørnen, som han kaldtes ef-ter sin snehvide manke, ses her som

taler ved Husligt arbejder forbundskongres en gang i 40 erne. (ABA)

31

re befandt DsF sig i nedskæringspolitikkens skudlinje, i en situation hvor

man i forvejen stod svækket, samtidig med at man var bundet til Social-

demokratiet og dermed til den nationale samling. DSF blev mål for en

voldsom kritik - også internt, som den socialdemokratiske historieskriv-

ning siden har forsøgt at skjule. Især var forbitrelsen stor i de ufaglærtesorganisation, Arbej dsmandsforbundet, der med næsten halvdelen af sine

ca. 200.000 medlemmer på gaden ivinteren 1940/41 blev hårdest ramt. Ogi Dst forretningsudvalg truede Axel Olsen med at bryde forbindelsen til

partiet. Lønkendelserne i 1941, og igen i marts 1942 fortsatte den økono-

miske deroute, og forsøget på at få Stauning til at intervenere (med de

såkaldte »7 punkter«) førte kun til få umiddelbare resultater. Det meste

prellede af på regeringens hårdhændede antiinflationspolitik og arbejds-givernes styrkeposition. Først det såkaldte juleforlig i 1942, forhandlet

igennem under Telegramkrisens tryk, førte til forbedringer der blev til-

delt de lavestlønnede - ogsåmed et blik til den voksende udenomsorgan-isatoriske uro blandt arbejdsmændene. I lønkampen følte DSF-ledelsen

sig ofte presset til en retorik der måtte give bagslag, fordi forventningerneikke kunne indfris, og som åbnede brechen for den kommunistiske agita-tion. Men til det sidste bøjede DSF sig loyalt for partiet og politikkensprimat. For som Stauning udtalte på et møde mellem partiet og fagbevæ-

gelsen i oktober 1941: Hvis regeringssamarbejdet skulle holde, og hvis

man ville bevare organisationerne og partiet og undgå norske tilstande

så var der simpelthen ikke andet at gøre for fagbevægelsenend at bøje sig!Samlingsregeringens fald den 29. august føltes derfor i DsF i den for-

stand som en lettelse, fordi man ikke længere behøvede at tage hensyn til

samarbejdet. Og der var røster fremme om selv at danne regering. I 1944

vendte Axel Olsen sig skarpt imod at Socialdemokratiet deltog i en koali-

tionsregering efter befrielsen. Det var sporene fra 1940-43 der skræmte.

Som ansvarlig for den materielle velfærd var DsF sammen med Ar-

bejdsgiverforeningen og overhovedet hele erhvervs- og næringslivet kom-

promisløs tilhænger af kollaborationen, et billede vi genfinder i det øvrigebesatte Europa. I alle kritiske situationer lagde DsF pres på partiet for at

undgå et brud med fredsbesættelsen og risikere organisationernes og den

arbejdende befolknings liv og eksistens. »For bliver fagbevægelsenslået i

stykker, så går partiet sig en tur, og vi er færdigemed dansk arbejderbevæ-

gelse«,som Laurits Hansen udtrykte det internt i september 1940. Aksen

til ministeriet var gerne Kjærbøl, den tidligere smedeformand, der lå

klart på den scavenianske tilpasningslinje, og var en tro drabant for Stau-

ning. Som anført havde DsF gerne set en ny regering efter Scavenius, fald

32

, . Mænd, der skalLauritz Uohannes Julius)Hansen (1894-1965), tjene- afregnes . VIIstedreng, arbejdsmand og

fyrbøder blev efter en tid som

formand for DSU engageret i

jügforeningsarbejde.1925-26

var han formand for Dansk

kedel- 0g maskinpasserfor-bund. 1936 skiftede Hansen

over til DSF som sekretær og

overtog i 1939 formandspo-sten. November 1942 blev

Lauritz Hansen socialmini-

ster, men fk ikke mulighedfor at realisere sine lovplaner i

sin korte ministerperiode. I

tidsrummet 1938-45 var han

medlem af Københavns Bor-

gerrepræsentation og i 1943-

45 folketingsmedlem.Efter krigen gennemførte et

særligt udvalg en undersø-

gelse af Hansens forhold og

fandt ham skyldig i alvorligsvigten af partiloyaliteten,men ikke i nogen unational

forseelse. Han blev dog tvun-

get til at nedlæggesine hverv.

Han ernærede sig indtil 1949

som tobakshandler og i sine Laurits Hansen : Dér ser I, da jegsidste leveår som husmand. kom til, blev ArbejdsløshedenIllustrationen, der stammer afskaffet.fra fagforeningsbladet fordanske søfolk i engelsk tjene-

3

ste »Kurer« den 124.1944, afbilder Lauritz Hansen som nr. 7 i rækken afmænd, der skal afregnes med. (Foto: Preben From)

33

den 29. august- hvor partiets top tog skarpt afstand, og så sent som i sep-

tember 1944, da departementscheferne truede med at træde tilbage i pro-

test imod overfaldet på politiet, og både Hedtoft, Buhl og HC. Hansen

bakkede op, lagde DsF det afgørendelod i vægtskålenfor at administra-

tionen blev siddende. Besættelsesmagten havde et godt øje til fagbevægel-sens kollaborationsiver, man pressede bestandig på for at få DsF med i

regeringen, og Laurits Hansens ministerpost i november 1942 blev mod-

taget med store forventninger. Den nye rigsbefuldmægtigede,dr. Best, der

havde format og tyngde nok til at føre sin egen politik, og som vidste hvor-

dan man paciñcerede arbejdere med gulerødder andre steder i Europa,tog straks kontakt til DSF-toppen og lovede samarbejde og støtte, bl.a. til

de nye overenskomster - en håndsrækningDsF klogeligt betakkede sigfor. Men da gidselaktionen den 29. august rullede hen over landet var

socialdemokrater og fagforeningsfolk bevidst holdt udenfor.

Laurits Hansen blev efter krigen dømt og udstødt af Socialdemokratiet

som kollaboratør. Han erklærede for partidomstolen at han ikke havde

foretaget sig noget som Stauning ikke havde godkendt. Og det lyder langthen ad vejen troværdigt. I hvert fald fremgår det af Dst protokoller at

Stauning havde givet grønt lys, ja, anbefalet flere af de tiltag som det ty-ske nederlag siden gjorde kritisable. Det gjaldt feks. de tre delegations-rejser til Tyskland i 1940/41, og frokostsammenkomsterne med den tyskeArbej dsfront. Laurits Hansen hævdede siden at initiativerne kom fra tyskside. Det strider imod den tyske gesandts indberetning af 17. november

1940, hvorefter DSF-formanden kontaktede ham med planer om »at om-

danne de danske fagforeninger efter mønster af den tyske Arbejdsfront«.Hvis udsagnet ikke er forvansket har vi et enestående samtidigt indblik i

Laurits Hansens strategiske overvejelser under vægten af de tyske sejre,og de meget omtalte, og af retsopgøret mytologiserede møder (feks. det

på »Sandkroen« i oktober) med presseattacheen Gustav Meissner, falder

på plads. I juni var de hollandske fagforeninger blevet naziñceret, i okto-

ber kom turen til de norske. I Danmark marcherede DNSAP frem -

og alt

kunne ske. Der var altså gode grunde for den pragmatiske Laurits Hansen

til at søge en forståelse med Tyskland, der kunne redde fagbevægelsenen

plads i Hitlers Europa -

og måske give den de tabte positioner tilbage.Hvor bred en basis DsF -formanden havde ved vi ikke. Men vi bemærker

tilsvarende initiativer i andre besatte lande. Hedtoft tog i februar-talen af-

stand fra DsF-opportunismen - der jo klart var rettet også imod partiet.Men i øvrigt var Hedtoft ingen ven af Laurits Hansen, med hvem han

rivaliserede om magten i partiet. Og Hedtoft var en drivende kraft da

34

Niels (Ibrnøe)Lindberg(1904-71) blev cand. po-

lit. 1929 og fik 1931 uni-

versitetets guldmedaljefor et værk om omkost-

ningsteori. 1931-41 arbej-dede han som lærer i

økonomi indenfor arbej-dernes oplysningsbevæ-gelse og var 1932-36 sam-

tidig assistent ved Uni-

versitetets økonomisk-

statistiske laboratorium.

I 1937 blev han kontor-

chef i Arbejderbevægel-sens erhvervsråd, hvilket

førte til, at han 1940-45

blev medlem af Priskon-

trolrådet og fra 1938 afProduktions- og råstof-udvalget. Desuden var

han 1940-45 medlem afbestyrelsen for Fælles-

organisationen af al-

mennyttige danske bo-

ligselskaber samt med-

lem af og senere for-mand for Socialt boligbyggeri. I maj 1945 jik han orlov fra Arbejderbevægel-sens erh vervsråd og indklagedes for en socialdemokratisk æresret. Æresretten

blev opløstuden resultat, men Lindberg afskedigedes i november som kontor-

chefEfter krigenfortsatte han sin karriere og blev i 1951 dr polit. samt lektor påKøbenhavns universitet. 1955 blev Lindberg professor i nationaløkonomi ved

Landbohøjskolen og var fra 1960 desuden lektor i økonomi og lovgivningpåPolyteknisk læreanstalt. Derudover fortsatte han sin litterære virksomhedsamt sit arbejde indenfor boligbevægelsen.Billedet er udateret. (ABA)

35

Laurits Hansen blev fældet efter krigen, og gjort til syndebuk for hele be-

vægelsenskollaboration.

I kollaborationsmønstret er det ikke tilfældigtat vi finder formanden

for arbejdsmændeneAxel Olsen som på en gang den stærkeste kritiker

af den nationale samling og samtidig blandt de mest tilpasningsvillige i

DSFS top. For de to strategier forenedes i kampen for besættelsens fattig-ste og mest udsatte arbejdergruppe. Axel Olsen havde et godt navn i ge-

sandtskabet. Han stod ikke ganske afvisende over for Mønt- ogToldunio-nen, og han gik stærkt og positivt ind for at sende arbejdskraft til Tysk-land. I november 1942 var han tyskernes kandidat til en ministerpostsammen med Laurits Hansen.

I DsF arbejdede Axel Olsen tæt sammen med direktøren fra Ar-

bejderbevægelsens Erhvervsråd, økonomen Nils Lindberg - også en af

dem der fik sparket som kollaboratør efter krigen. Lindberg tilhørte den

såkaldte fagopposition af venstrefløjssocialdemokrater,der med besæt-

telsen tog afstand fra partiets prioritering af den ydre, nationale frem for

den indre, sociale front. Som det er udtrykt af en fra kredsen »ville han

skide på hvem der vandt krigen, når bare den danske arbejdsmand fik

bedre kår«! De fleste af de fagoppositionelle havde fået deres politiske op-

dragelse i den københavnske DSU i 30,rne, hvor de reagerede imod parti-ets højredrejning, og var kommet i et ofte personligt modsætningsforholdtil den nye generations mænd på højrefløjen: H.C. Hansen, Hedtoft 0g

Alsing Andersen. De så alle i planøkonomien en redning fra kapitalis-men, håbede derfor mere på en tysk end en engelsk sejr, og fandt nu i kol-

laborationen det instrument der kunne forbedre arbejdernes kår og sikre

organisationernes overleven. Frisch slår i sin historieskrivning fagop-

positionen i hartkorn med de såkaldte »Globus«-folk og med nazi-

sterne. Men dette er forkert. Fagoppositionen var ikke nogen homogeneller fasttømret gruppe, men en række enkeltpersoner løst knyttet sam-

men af fælles holdninger. Ikke alle fandt vejen til »Globus« - der i øvrigt

i starten var et nok så stuerent tidsskrift med artikler af Stauning og Lau-

rits Hansen -

og ikke alle endte hos DNSAP. For mange faldt fra under-

vejs da de pronazistiske sympatier begyndte at slå igennem. Først i de-

cember 1942 blev de sidste ekskluderet af partiet, og gik til nazisterne el-

ler tilbage i anonymiteten.Fagoppositionen ñk aldrig nogen politisk betydning som fagop-

positionen i Norge eller Holland. Det skyldtes dens beskedne størrelse

og de sekundære positioner i partiapparatet _ men først og sidst at Social-

demokratiet og DsF kunne tilbyde tyskerne et samarbejde der gjorde al-

36

ternativer overflødige.Fagoppositionen blev altså kun til ansatser, men er

i den forstand interessant som den afspejler en klassekamp-linje i kolla-

borationen, der genfindes hos DKP i 1940/41 og- som Vi skal se - også

hos Socialdemokratiet, og hvis hovedelement var afvisningen af at ville

engagere sig i stormagternes opgør, der kun kunne skade arbejderklas-sen.

4.

Havde den socialdemokratiske kollaborationslinje i det første besættelses-

år været defensivt rettet imod højre, og fik den i anden halvdel af 1941 en

offensiv, opportunistisk accent, blev den fra sommeren 1942 i stigendegrad orienteret imod den begyndende modstand -

og det vil igen sigeDKP. Det skyldtes de første resultater af kommunisternes dobbeltstrate-

gi, hvorefter den sociale og nationale frihedskamp overlappede og sup-

plerede hinanden. I 1942 var priserne blevet stabiliseret og arbejdsløshe-den bragt klækkeligt ned. Det skabte grobund for en protest fra ar-

bejdspladserne som lavkonjunkturerne i 1940/41 havde bremset. I

Arbejdsgiverforeningens statistik ser udviklingen i tabte arbejdsdagesom følge af strejker således ud: 1940: 421, 1941: 1500, 1942: 9195 og 1943:29549 -

Augustoprøret ikke medregnet. Tilsvarende tendens udviser stati-stikken over arbejdsstandsninger inden for jernindustrien, nemlig i 1940:

9, 1941: 19,1942: 42 og 1943: 84. Uroen inden for jernet kulminerede forelø-

big i vinteren 1943 med i alt 51 arbejdsstandsninger fra januar til marts.

Strejkerne var endnu primært økonomisk motiveret, men især inden for

rustningsindustrien var det svært ikke også at se det nationale perspektiv.DsF forsøgte at dæmme op med cirkulærer og påbud, men strejkernetrodsede det faglige apparat, og blev en alvorlig advarsel til Socialdemo-kratiet om at kontrollen med arbejderne var begyndt at skride, ogkommunisterne i fremmarch. »Opgaven må være, at få vore folk til at for-stå, at kommunisterne i denne situation som altid er vore uforsonligefjender, hvis første mål det er at slå den socialdemokratiske arbej-derbevægelsened«, hedder det i informationsmaterialet fra oktober. Og ien instruks fra september: »Gud nåde vore folk, hvis det var kommuni-sterne der havde magten!«

Andre tegn på opbruddet var den udenomsorganisatoriske aktivitet hos

arbej dsmændene. I november og oigeni februar 1943stod DKP bag en stor

arbej dsmandskonference først i Alborg og siden i København, der prote-sterede imod nedskæringerne og angrebet på Socialreformen. Arbejds-

37

mandsforbundet og DSF fordømte på det kraftigste, og også politiet grebind med arrestationer. Men erosionen fortsatte.

Samtidig strammede Tyskland grebet om besættelsen med den såkaldte

Telegramkrise i oktober/november 1942. Den umiddelbare årsag var ba-

gatelagtig, nemlig Hitlers vrede over kongens svar på hans lykønsknings-

telegram. Men mere overordnet må krisen ses som et udtryk for tyskernesvilje til at styrke kontrollen med det besatte Europa, nu da nederlagenesatte ind. Hitler sendte en ny øverstkommanderende, general v. Hanne-

ken, til Danmark med ordre til at optræde som om fredsbesættelsen var

likvideret, og han udnævnte en partimand med »jærnnæver«,SS-genera-len Werner Best til at presse en mere tyskvenlig regering under Scavenius

igennem. Dermed åbnedes for den tredje store politiske krise i besættel-

sens historie.Venstre og de konservative erklærede sig fra starten imod

Scavenius under henvisning til befolkningens stilling, mens de radikale

erklærede sig for. Socialdemokratiets top under Buhl, der havde efter-

fulgt Stauning i maj, indkaldte en stor forsamling af omkr. 150 tillids-

mænd, og forelagde dem perspektiverne ved et nej, nemlig nød og elen-

dighed for arbejderklassen, en nazistisk magtovertagelse af apparatet og

faren for en grænserevision,der kunne betyde militærtjenestefor de unge i

Sønderjylland.Klart lød budskabet at Scavenius udgjorde sidste skanse,

og at et nej ville betyde en krigserklæring til Tyskland. Resultatet blev at

kun 6 -

og alle i sekundære positioner - stemte imod. Men tilslutningenskete med det forbehold at ogsåVenstre og de konservative gik med. Der-

med var ansvaret for brud og kaos væltet over på de borgerlige, og det

Illustrationen afbilder de to væsentligstetyske agerende under besættelsen afDanmark. Den venstre af billedets to forgrundsfigurer viser Dr. Werner Best

(SS-Obergruppenjfihrer),derfra 1935-40 ledede administrations- og perso-

naleafdelingen i Gestapo. Efter en strid med Heydrich (cheffor sikkerheds-

politiet) forflyttedes Best til udenrigsministeriet. August 1940 til juli 1942 var

han krigsforvaltningschef i militærforvaltningeni det besatte Frankrig. 5. no-

vember samme år afløste han Renthe-Fink som rigsbefuldmægtigeti Dan-

mark. Han stod fra tysk side som eksponent for jbrhandlingspolitikken.Bests magtposition undermineredes, da personen th. på billedet, general Her-

mann v. Hanneken (1890-1981)efter telegramkrisen af Hitler sendtes til Dan-

mark for at føre en hårdere kurs overfor sabotørerne. Han afløstegeneralLüdke som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark 2.10.1942.

Billedet optaget mellem 1942 og 1945. (ABA) ›

38

ansvar turde disse ikke tage. Så resultatet blev også her et ja - om end et

stort mindretal kastede sine stemmer imod. Den nationale front havde

vaklet, men atter stået sin prøve til sidst.

8. november-ministeriet betød en ny udtynding af den socialde-mokratiske indflydelse i regeringen, fordi Buhl og også Alsing Andersen

måtte gå af (til gengæld kom så Laurits Hansen til). Men det betød min-

dre, fordi Scavenius sad på partiernes nåde, og blev holdt i kort snor af

skyggekabinettet under Buhl. Nu viste det sig at samarbejdet med stats-

ministeren forløb lettere end frygtet. Det skyldtes opinionen, der pres-sede kollaborationen på vågeblus,og det skyldtes dr. Best, der lagde alle

doktriner på hylden i sine bestræbelser på at afskærme regeringen og

undgå yderligere krav fra Berlin. Bests store politiske triumf blev rigs-dagsvalget i marts 1943. Bortset fra de konservative, der regnede med at

kunne hente stemmer hjem på nej-sigerne fra november, havde partiernehelst set valget aflyst, fordi de frygtede en begmand for kollaborationspo-litikken. Men ikke mindst takket være en dygtigt gennemført kampagne,der lagde luft til Scavenius, og gjorde afstemningen til et tillidsvotum for

demokratiet, blev resultatet et kanonvalg for de samarbejdende partier,der opnåede 94,5 pct. af de afgivne stemmer og kunne henvise både

DNSAP og Bondepartiet og de illegales »stem-blank«-agitationtil skrot-

bunken.

Også på Rosenørnsallé blev der festet, men internt gav tallene anled-

ning til bekymring. For i mange af de store provinsbyer gik partiet pro-centvis tilbage, og i hovedstaden så meget som fra 61,8 til 57,9 pct. Tenden-

sen blev endnu tydeligere med kommunevalget i maj. DKP organiseredesæropstillingercamoufleret som lejer-, husmands- eller aldersrentelister,og trods en skånselsløs socialdemokratisk propaganda imod »splittel-ses«- og »oppositionsfolkene« blev resultatet et smertefuldt nederlag.Socialdemokratiet tabte ñertallet i 15 købstæder og mistede ll borgme-sterposter, i alt et nettotab på 35 byrådsmandaterog en tilbagegang fra

52,6 til 48,6 pct. Det er utvivlsomt at dette var straffen for arbejdernes øko-nomiske nedtur og for kollaborationen, og at kommunisternes angreb påpartiet for dobbeltforræderi, både imod klassen og imod nationen, nu

slog igennem. Hartvig Frisch bemærker at kommunevalget blev en for-varsel om hvad der kunne vente socialdemokraterne efter befrielsen.

Men han kunne have sat skellet allerede få måneder efter. For de byerhvor man havde tabt mest blev spydspidserne i Augustoprøret.

Mens Socialdemokratiets og DSFS magtbasis langsomt undermi-

neredes på arbejdspladserne og i fagforeningerne truedes kolla-

40

borationen fra en anden kant, nemlig fra det revolutionære våben, sabo-

tagen. DKP havde startet i sommeren 1942, og antallet af aktioner beskrev

en støt stigende kurve igennem 1942 ⁄43. Værnemagten reagerede promp-

te og begyndte at dømme sabotører og deportere dem til Tyskland. At

kunne fastholde retsplej en på danske hænder - også når det gjaldt angrebpå besættelsesmagten 4 havde været en af fredsbesættelsens store goder og

vigtigste argumenter. Nu skred den danske jurisdiktion for aldrig at blive

etableret igen. I foråret 1943 dømte krigsretten den første kommunistiske

sabotør til døden. Han blev benådet. Men det blev mere og mere klart-

og den illegale presse hamrede det ud i nummer efter nummer, at samar-

bejdspolitikken, men alle dens ydmygelser og ofre, ikke længere var i

stand til at beskytte befolkningen imod den tyske repression. Desperatsøgte det officielle Danmark at bremse sabotagen, hvis politiske implika-tioner stod klart for enhver. Kongen, regeringen og partierne advarede

løbende og truede med »norske tilstande« og katastrofe. Politiet blev styr-ket og forsynet med våben, der blev etableret tugthus og etableret sabota-

gevagter, og det kom til ildkamp med dræbte på begge sider. Det hjalpaltsammen intet. I juli eksploderede antallet af aktioner til omkr. 100, i

august nåede de over 200.

Alligevel troede politikerne på at kunne fastholde kollaborationen til

den bitre ende, dvs. til den tyske kapitulation, der nu syntes tættere og tæt-

tere på.Da de konservative under presset nedefra i begyndelsen af augustopfordrede til at man skrottede Scavenius og selv tog over svarede Buhl

bestemt nej. Mohren var ikke slidt ned endnu, og derfor ikke moden tilat træde tilbage!

5.

Augustoprøret slog så alle disse beregninger itu.

Jeg har andre steder behandlet denne skelsættende begivenhed i besæt-telsens og arbejderbevægelsenshistorie, og skal her nøjes med at betragteden ud fra Socialdemokratiets synsvinkel. Oprøret på arbejdspladserne, i

form af massedemonstrationer og generalstrejker, der kostede både så-

rede og døde, blev naturligvis en særlig udfordring til Socialdemokra-

tiet, fordi det ikke blot blev en kamp for eller imod samarbejdspolitik-ken, men også en kamp om de faglige positioner og kontrollen medarbej-derne på gulvet. Iobyefter by - i alt 17 med Esbjerg, Odense, Alborg,Frederikshavn og Arhus i spidsen - blev apparatet slået over ende, eller

det gik over til fjenden, og stillede krav som ledelsen måtte tage afstand

41

fra. Især gik det hårdt til i Odense, hvor der herskede borgerkrigslignendetilstande, og hvor de udsendte sværvægtere fra København led et knu-

sende nederlag. Overalt så man politiet svigte, enten fordi det ikke kunne

eller ikke Ville dæmme op for protesten, og man så arbejdsgivere der faldt

organisationerne i ryggen, og sørgede for at strejkerne ikke sultede ihjel.Men størst og sidst så man kommunisterne marchere frem, i gaderne, påstormøderne og i strejkeudvalgene, i forsøget på at presse socialdemokra-

terne til at sætte sig i spidsen for strejken, for at styrke den nationale front-

og for at kompromittere de vaklende. En hetz af hidtil ukendt styrkeramte de socialdemokrater der forsøgte at dæmme op for stormen, og

skabte en bitterhed og en afmagt som har sat sine mest markante spor i

Alsing Andersens herostratisk berømte september-cirkulære.I den sidste uge af august satte partiledelsen en modoffensiv ind fra Kø-

benhavn. Den 20. samledes parlamentarikerne for sidste gang på Christi-

ansborg for at finde sammen om et opråb der kunne besværge uroen.

Buhl pressede hårdt på. Men de konservative forsøgte igen at springefra, og resultatet blev en udvandet opfordring til at bevare ro og besindig-hed. De tider var forbi hvor landets statsminister kunne opfordre befolk-

ningen til at stikke sabotørerne!

Mere aggressivitet og en mere desperat tone finder vi i den socialdemo-

kratiske modpropaganda, der i pressen, på tillidsmandsmøderne og i det

udsendte informationsmateriale forsøgte at nedkæmpe strejkebevægel-sen. Denne agitation har overvintret i arkiverne som det kraftigste de-

menti af alle senere udtalelser om at socialdemokraterne ville bruddet,

og skal her kort skitseres i sine hovedelementer:

For det første at den politik der var ført igennem de sidste 31⁄2år havde

bragt befolkningen mere skånsomt igennem krigen end i noget andet be-

sat land, at denne politik havde fået sin enestående opbakning ved valget i

marts, at hovedparten af befolkningen ønskede den fortsat, og ikke ville

se den ødelagt i den ellevte time af en fredsoptimisme uden bund i virke-

ligheden. Og at katastrofen - om den kom - først og fremmest ville gå ud

over arbejderhjem og småkårsfolk.

For det andet at befolkningen var imod sabotagen. At sabotagen ikke

havde nogen betydning for krigens gang, men at den ramte forsyninger-ne, skabte arbejdsløshed og i det hele var et spil om befolkningens vel og

sikkerhed. At den meget sandsynligt kunne resultere i et militærdiktatur,

der ville gøre en ende på det danske folks frihed og rettigheder. At sabo-

tagen udførtes af en lille gruppe fanatikere, med betalt hjælp udefra, der

optrådte som de krigsførendes forlængede arm, og som ønskede at drive

42

befolkningen i åben kamp med besættelsestropperne.For som også radi-

oen over London propaganderede, først gennem lidelser kunne Dan-

mark opnå en ærefuld plads á la Holland, Belgien og Norge. At sabotører-

nes bagmænd alle havde grumsede motiver: Christmas Møller støttede

samarbejdslinjen i 1940, og sad nu trygt i London og opfordrede folk til

at sætte livet på spil hjemme. Nationalisterne finansierede sabotørerne

og besang friheden uanset at de aldrig tidligere havde kæret sig en døjtom befolkningens demokratiske og sociale rettigheder. Og kommuni-

sterne overgik selv de mest reaktionære i hykleri når man tager deres

holdning under Hitler-Stalin-pagten i betragtning. Deres mål var alene

at tjene Sovjet og ødelæggeSocialdemokratiet.

Og for det tredje at strejkerne og demonstrationer ville føre til anarki og

»norske tilstande«. At en lille gruppe kommunister og chauvinister og

omrejsende provokatører spekulerede i arbejdernes nationalfølelse, og

søgte at lokke dem ud i en eventyrpolitik der kunne føre til bevægelsens

undergang. At de kollektive aftaler måtte overholdes som den eneste ga-

rant for varige resultater, at historien ikke kunne fremvise ét eksempel påat en ulovlig strejke havde været omkostningerne Værd, og at det derfor

først og sidst gjaldt om at handle med og ikke uden om orga-nisationerne. »Hele arbejderbevægelsens autoritet, styrke og duelighedtil anvendelse i det rette øjeblik er tabt, såfremt vi ikke er i stand til netopnu at holde disciplin i rækkerne.« Eller som Eiler Jensen, den nye for-

mand for DsF, erklærede på det store indpiskermøde i København den

26. august: »Efter besættelsen har alle været enige om, at det gjaldt om at

holde vore organisationer intakt« - »En knækket fagbevægelse er en

knækket arbej derbevægelseog et knækket demokrati«!

Det socialdemokratiske fjendebillede, der her er skitseret, og som har-

monerer med de mere private kilder, viser at ledelsen totalt undervurde-

rede strejkebevægelsensbredde og de antikollaborationistiske strømnin-

ger i befolkningen. Det viser tilsvarende at man overvurderede kommu-

nisternes styrke og formåen- om end ikke deres centrale rolle i oprøret.

Det viser styrken af klassekamp-argumentet i en situation, hvor man ru-

stede sig til det fredskrise-opgør man ventede i den allernærmeste frem-

tid. Det viser også hvor fjernt man stod modstandsbevægelsens krav om

solidaritet med de allieredes sag. Det store tema der havde domineret den

illegale presse igennem hele foråret talte simpelt hen ikke med i den situa-

tion hvor Værnemagten stod i Danmark og holdt befolkningens liv og vel-

færd i sin hule hånd. Det var ren scaveniansk tankegang, der demonstre-

rer hvor stærkt den socialdemokratiske ledelse identificerede sig med den

43

Alsing (Emanuel) Andersen

(1893-1962) blev cand. mag.1917 og samme år sekretær forden socialdemokratiske rigs-dagsgruppe (folketingsmand1939-1962). 1935-40 var han

forsvarsminister og juni-no-g

vember 1942 fnansminister.I

Da tyskerne ikke kunne ac-'

*

ceptere ham som medlem afden nye regering, måtte han

gå af og indtrådte herefter i

Samarbejdsudvalget. EfterHedtofts afgang ifebruar 1941

var han forretningsfører(formand) for Socialdemo-

kratisk forbund indtil 1945 og

i perioden 1940-42 tillige for-mand for rigsdagsgruppen.Efter krigen blev Alsing igennæstformand i partiet og fort-

satte med at tilhøre partiets ledende kreds. Ved Hedtofts regeringsdannelseden 13.11.1947 blev han indenrigsminister men måtte allerede den 23.11.

trække sig tilbage, efter at det var blevet klart, at konservative, venstre samt

DKP ville stille mistillidsvotum til ham under henvisning til hans ledelse afforsvarsministeriet i 1940. Herefter koncentrerede Alsing Andersen sig mest

om internationalt arbejde. 1961 trådte han tilbage fra sin post som næstfor-mand i partiet. Billedet er fra 1942. (ABA)

radikale »realistiske« udenrigspolitik. Først langt ind i 1944 blev forhol-

det til de allierede en faktor i de socialdemokratiske kalkuler. Endelig vi-

ser diffameringen af modstanderne og nedvurderingen af modstands-

kampens etos hvilket svælgder lå mellem Socialdemokratiet og augustop-rørerne, og umuligheden af en alliance med dem. Som parolen lød i

krisedagene skulle bruddet- om det kom - gennemføres af politikerne -

ikke ske som følge af indre opløsning, dvs. gennemtvinges af manden pågaden.

Derfor blev det heller ikke modstandssynspunktet Socialdemokratiet

44

valgte da man med en håndfast Buhl i spidsen, og helti overensstemmelse

med nationalfrontstrategien i fællesskab med de øvrige partier, valgte at

afvise det tyske ultimatum den 28. august. Tværtimod føltes bruddet som

en stor ulykke - der ikke kunne diskvaliñcere den politik der med så store

resultater var blevet ført i de forløbne 31⁄2år. Men det skete i erkendelsen af

at det folkelige grundlag var i så voldsomt skred, at det nu gjaldt partier-nes eksistens hvis de ikke lod samarbejdspolitikken falde.

Og her spillede igen truslen fra DKP en afgørende rolle.

6.

Både modstandsbevægelsen og det officielle Danmark fremholder i deres

historieskrivning Scavenius, tilbagetræden som det afgørende skel i be-

sættelsestidens historie. Det er det også i den forstand at sejren for mod-

standssynspunktet blev forudsætningen for Danmarks senere overgang

til den allierede lejr. Men samtidig er det værd at bemærke at politikernefastholdt kontinuiteten i kollaborationsstrategien. Som anført ønskede

dele af fagbevægelsen en ny regering, og det gjaldt også andre fremtræ-

dende socialdemokrater. Alsing Andersens »kommunist- og chauvi-

nist«-cirkulære fra den 2. september kan bl.a. forklares som en reaktion

på kommunisternes rygtekampagne, hvorefter Socialdemokratiet Ville

danne regering alene. Det bemærkes i øvrigt at cirkulæret, med sin hud-

løse blotlæggelse af bitterheden og afmagten over at se en rigtig politikblive fejet over ende af folk som man ikke troede over en dørtærskel, ikke

var noget faux pas af partiformanden, således som den socialdemokrati-

ske historieskrivning hævder, men udsendtes efter fælles beslutning i

partiets top.Nu blev september-krisen, som vi ved, ikke løst med nogen ny regering.

Buhl og den socialdemokratiske falanks omkring ham (Hedtoft, H.C.

Hansen og Alsing Andersen), der i de følgende 21 måneder blev den helt

dominerende førergruppe på Christiansborg, afviste på det bestemteste

at påtagesig et videre parlamentarisk ansvar for kollaborationen. Og re-

sultatet blev det såkaldte departementschefsstyre, som også tyskerne god-tog. Buhl holdt, i tæt samarbejde med den konservative førergruppe,

departementscheferne i kort snor, og besluttede for dem i alle afgørendesituationer. Styret blev det instrument hvormed politikerne spandt Videre

på forhandlingstrådenfør den 29. august i forsøget på at påvirkebesættel-

sesmagten til at undgå ødelæggelse og krig i Danmark.Vigtige spørgsmålomkring den økonomiske kollaboration - der fortsatte som om intet var

45

hændt - forhandlingerne om politiet og jurisdiktionen, arbejdskraft til

Værnemagten, indgreb i Folkestrejken og opløsningen af politiet i 1944,må ses på denne baggrund af at ville skåne befolkningen og sikre den

politiske og samfundsmæssige kontinuitet.

Samtidig udviklede socialdemokraterne den anden handlingslinje i

strategien for at overleve, nemlig forsøget på at inddæmme og isolere

modstandsbevægelsen. Her blev den opløste hær hovedinstrumentet.

Netop i efteråret og vinteren 1943/44 oversvømmedes landet af rygter -i

et vist omfang udspredt af partiet selv _ om at kommunisterne samlede

våben og forberedte et kup. Hærchefen, general Gørtz, der stod over for

at evakuere sine officerer til Sverige, ñk kontraordre og besked fra Buhl

om at holde korpset samlet som et magtinstrument for den kommende

regering. Samtidig sonderede Buhl sin partifælle, den svenske statsmini-

ster om direkte militær hjælp fra Sverige. Buhl-gruppen etablerede et snæ-

vert samarbejde med den såkaldte »lille generalstab« og militærets efter-

retningsvæsen,og deltog i krigsspil med kaossituationen for øje. I Sverigeopbyggedes Brigaden, der uanset de meniges indædte vilje til kamp imod

tyskerne, og de formelle kommandostrukturer under Frihedsrådet, for-

blev en hvidgarde, fast forankret i Buhls og Per Albin Hanssons hænder.

Frihedsrådet var blevet dannet i september og indbød straks partiernetil at deltage. Men politikerne takkede nej. For det første opfattede de Rå-

det som et redskab for kommunisterne, altså som revolutionen i svøb. For

det andet regnede de ikke Rådet for nogen politisk faktor af betydning -

hvad det også først blev langt senere. Og for det tredje ønskede man ikke

at provokere besættelsesmagten til at likvidere departementschefsstyretog organisationerne. I februar blev Hedtoft for anden gang inviteret til

London og sagde atter nej, med henvisning til faren for partiet og frygtenfor »at brænde det hele af«. Og med »at brænde det hele af« tænkte han

først og fremmest på den 10.000 mand store velbevæbnede politistyrke,nøglefaktoren i en kupsituation.

Nu var kommunistskrækken ikke kun efterdønninger af Augustop-røret. DKP førte i efterårsmånederne en voldsom kampagne især rettet

imod DsF,s top, hvis ydre manifestationer blev krigserklæringerne i

»Arbejderne kræver handling« og »Fagbevægelsensvej«,der angreb le-

derne som kollaboratører og kapitulanter. Parallelt hermed indledte

kommunisterne en enhedsagitation »fra neden«. Stalin havde i maj 1943

som en gestus over for sine allierede opløst Komintern, og DKP fulgteefter med et tilbud om en enhedsfront til socialdemokraterne - uden at

man dog internt lod nogen tvivl om at man ikke dermed havde afblæst

46

kampen imod »socialdemokratismen«, dvs. partiets top. Enhedsagitatio-nen var især adresseret til de faglige tillidsmænd og ville drive en kile ind

mellem top og bund og få renset modstanderne ud. Men presset synes

ikke at have ført til de ønskede resultater. Socialdemokratiet blev ikke a1-

vorligt rystet, og sonderinger til førende partifolk gav et negativt resultat.

Enhedsfronten vil støtte Socialdemokratiet »som rebet støtter den

hængte«,hedder det i et internt papir. Det ser ud til at DKP tog konse-

kvenserne i foråret 1944 og opgav enhedsfronten foreløbig. I stedet

vendte man sig til en folkefrontspolitik bygget op omkring modstandsbe-

vægelsen efter krigen.For de førende socialdemokrater måtte det se ud som om inddæm-

ningsstrategien havde stået sin prøve og kunne holde -takket være kon-

trollen med politiet, med departementscheferne og med hæren -

og den

svenske forbindelse. Som Buhl udtrykte det i maj til en illegal kurer fra

Sverige »var landets politiske opmarch stabil og betinget af temmeliguforanderlige faktorer«.

Men såvæltede den københavnske folkestrej ke alle kalkuler, og tvang til

en omvurdering.Skræmt af erfaringerne fra Augustoprøret undlod DsF i første omgang

at gribe direkte ind. Men da »gå-tidligt-hjem-strejkerne«den 30. juni eks-

ploderede i den store folkestrejke og katastrofen truede, trådte organisa-tionerne og bystyret og politikerne åbent frem og blæste af. Frihedsrådet

havde ikke startet strejken - den var udløst af kommunisterne på de store

arbejdspladser - men nu overtog man de strejkendes krav og førte dem til

sejr over for besættelsesmagten- hvor politikerne havde kapituleret. I den

interne magtkamp fulgte københavnerne Frihedsrådet, der nu for første

gang trådte frem med en regerings autoritet, en position man befæstede

som leder af den bølge af folkestrejker der i august og september fejedehen over landet. Styrkeforholdet mellem det gamle og det nye systemhavde afgørende forskudt sig i modstandsbevægelsens retning, og Fri-

hedsrådet stod som en faktor politikerne hverken af indenrigs- eller

udenrigspolitiske grunde kunne komme udenom.

Vi bemærker at dette ikke indebar nogen sympati for Frihedsrådet.

Frisch skildrer dette som en samling skruppelløse opportunister der

sprang på den løbske hest og ville have sendt den i afgrunden hvis ikke

politikerne havde grebet ind og reddet København fra katastrofen. Bille-

det genfinder vi i det samtidige materiale, hvor frustrationerne over at

være blevet faldet i ryggen og ikke - som den illegale presse- kunne tale

frit kappedes med forbitrelsen imod det ynkelige Frihedsråd og dets for-

47

WWqvvrñ:mzwømeww<4.«

w

,

_ \ dkámmq?'hidting(deccf3 aåkunnçåbüfrâgâlwilf :

*stivz'vwmuligggáwog,” edfaå'bcny!.Å*

: tydsrligere at 'bdasle áápiyfqt“För aidér igtziillértidikke skal 4

wntnsägmgâmenmiDanñzårk;bg deMEDWILELSEJämiliymäáxde i

*

1655;',ng(linå'f f'

;w

›

'jngjaydaileÅlszudgiidkpsçëde W

1*Wfirmangelw ifm126qu De »;311ng_ Jotysbazåjskibmediæt ikluëöâvg W 1g;

'

'løsäéz'ogmij lqlighai

WWWWW.,:M7321,MwvzwwvgypWmeWgçwmmmmmmwW,«

L01%éfrentliggiq*n. d

'* hgu-udar' hej'

'sliñg ;;déiêáiåedi 1›

;

3..,'g uspensxbnvafembeæ-og,tjenestemænd,de

m', begmuátigei«fåenäenr-

_ x,,

.

t

[44.1 OphæveISél;kai alle undtagebesiove ,

bégteimmçlsçr;,dieñrezigennemiørt.efter 'tysk prdçcx,ellér ønske;eller iLink"iintere$se.,.i_

'

n

'

M

(35, af avlleiypolitiákçog;an'dr,é;fapgeydet; er idømt '7efter *dxndtagelseslogg'ikgningçn7

ngtiokialvfikkéombcd.q

*

V

. 3A

x

i

,jgz .gDphævelsc af afskedigelser, *indenforgdel ;W

.Qlimmge,çdçr er ioregagct aften; (tysknmjdrcejllçt;›

*

ønâkcelieri tyskinteresse; 5V

“

“

(

t 1”

m«3

“1271:Srm'rli udskrivning af frie valg til rigsdagen1 n

'

Sêhéstëth vt aar efter at besættelsen er ophørt;...M 4

.m u.

,

'M

Søg på at bygge sig op som strejkens sejrherre. Mest uforsonlig var DSF-

toppen, hvor formændene lå i forreste ildlinj e, og hvor Eiler Jensen havde

haft den særlige skæbne at være blevet fyret af Best da det gik hedest til.

Nu ville man mobilisere klubberne og de unge socialdemokrater til åben

kamp imod »det såkaldte« Frihedsråd, og sende en mand til det allierede

udland for at tale partiets sag. Men Buhl advarede imod en konfrontation,

og hans realisme sejrede som så ofte før: Det værste der kunne ske var at

forsøgemodaktioner der mislykkedes. Partierne stod svagt. Kun den der

sang med i koret ville blive hørt. Og det var Frihedsrådet der tegnedemodstanden i Danmark udadtil. Resultatet blev at man valgte en smidigtilpasning til modstandsbevægelsen gennem identifikation og kontrol. El-

ler som parolen lyder: »Hvorledes kan vi neutralisere - uden at gå i kampmod det nationale«!

Først gjaldt det om at neddæmpe uroen på arbejdspladserne. Lønken-delsen i februar havde kun givet halvdelen af prisstigningerne og skabt et

stærkt røre, som også Folkestrejken kørte på. I DsF - endestationen for al

utilfredshed - var tonen spændt.Axel Olsen og Fanny Jensen fra Kvinde-

ligt Arbejderforbund truede med at sprænge antistrejkeloven hvis ikke

der kom fuld dækning for dyrtiden, et krav Alsing Andersen betegnedesom svindel og som et forsøg på at dække sig ind. Afgørende blev at Buhl

nu fik koblet sig på. »Den store uro var der, og den uro var ikke blevet

formindsket ved, at Gud og hvermand troede, at man havde vundet gene-

ralstrejken«,udtalte han til Arbejdsgiverforeningens formand. Kommu-

Danmarks Frihedsråd dannedes den 16.9.1943. Rådet udsendte straks en kort

proklamation om sin dannelse og om hovedlinierne for sit arbejde og blevsnart kendt via den illegalepresse, svensk og engelsk radio samt udenlandsk

presse. Måned for måned styrkedes dets stilling og bqfolkningstilslutninggen-nem udsendelsen af en række proklamationer. Vigtigst af disse proklamatio-ner var en stor pjece, »Når Danmark atter er frit«, udsendt i november 1943,der blev et programskrift for den samlede modstandsbevægelse.Dette pro-

gramskrift præsenteredesfor de danske søfolk i engelsk tjeneste i »Kurer«

den 30.11.1943 under titlen »Frihedsrådetsplan«.Som det fremgår heraf var

målet en genindførelseaf demokratiet, et retsopgør med de folk, der havde

svigtet Danmarks interesser til fordel for Tysklands i deres embedsudøvelse

samt en inddragelse af krigsgevinster (dvs. penge tjent ved værnemagerü.4 (Foto: Preben From)

49

Fanny (Haraldine Alfrida) Jensen (1890-1969), fabriksarbejderske, var fra1912-35 formand for Horsensafdelingen af Kvindeligt Arbejderforbund, lige-som hun i1920-30 var medlem af Horsens byrådfor Socialdemokratisk For-

bund. Herfra flyttede Fanny i 1935 til København for at blive forbundssekretær

og var landsformand for Kvindeligt Arbejderforbund 1937-47 Desuden var

han fra 1943-47 medlem af Københavns borgerrepræsentationog fra 1947-53

medlem af Folketinget. 1947-50 var Fanny Jensen minister uden portefølje»med særligthenblik på hjemmenes, husførelsensog børnenes interesser in-

den for sociale og forsyningsmæssige områder og på selverhvervende kvin-

ders interesser«. Billedet er udateret. (ABA)

nisterne vandt frem, der oparbejdedes et stort had til arbejdsgiverne, og

stemningerne kunne blive farlige når krigen var slut. Argumentationengik rent ind hosT.K. Thomsen, der senere priste løntillægget som det sto-

re nederlag for DKRVanskeligere lå det med partierne, hvor Venstre gjor-de svære knuder. Men også her måtte man bøje sig for det storpolitiskeargument, og for truslerne om en kampagne rettet imod landbrugetskrigsproñtter.Resultatet blev den såkaldte augustkendelse, der gav en for-

50

højelsepå 21⁄2pct., den største under besættelsen, og langt mere end Eiler

Jensen havde lagt op til. For første gang under en overenskomstsituation

var bindingen til Socialdemokratiet ikke en belastning, men en styrke. Et

udtryk for at magtkampen nu havde forskudt sig til fordel for

arbejderklassen, og at Socialdemokratiet var i opbrud fra samlings-politikkens tvangstrøje. Igen under lønforhandlingerne i marts 1945, og

kort efter da det gjaldt en forbedring af arbejdsløshedsunderstøttelsengreb Buhl ind med trusler om kommunisme og kaos, og atter med et re-

sultat der betød en opretning af reallønnen til nu 95 pct. af niveauet fra

1939.

Frygten for kommunisterne dikterede også en række initiativer på de

interne linjer: Arbejdet med partiets efterkrigsprogram var begyndt alle-

rede i 1943, da det så ud som krigen snart var slut. Et første udkast lå klart i

maj 1944, men blev nu fremskyndet og radikaliseret. Resultatet blev

socialiseringsprogrammet »Fremtidens Danmark«, der skulle overhale

DKP venstre om med sine planer for en reformistisk social revolution.

For som partihistorien udtrykker det måtte »kampen om sjælene« til-

stræbe »radikalere løsninger, end det tidligere havde været partiets sæd-vane«. Bemærkningen citeres med fryd af den kommunistiske historie-

skrivning som et godt udtryk for Socialdemokratiets fraseradikalisme.

Men den underspiller et vigtigt moment: partiledelsens tro på og ogsåhåb om at fremtidens Danmark ville ligge i et ryk til venstre.

Efteråret 1944 så også propaganda- og informationstjenesten HIPA

genopstå. Afdelingen var blevet nedlagt i 1941 efter tysk pres. Den fik nu

under det nye navn af Arbejdernes Informations Central den klare opga-ve »propagandistisk at forberede og tilrettelæggeet fremstød efter krigenpå den demokratiske socialismes linie og i overensstemmelse med det ud-

arbejdede efterkrigsprogram«. Leder blev københavnertypografernesformand, Sigvald Hellberg, der så ofte havde dissentieret når det gjaldtat imødekomme tyske ønsker og krav. Men i kampen mod kommunis-

men var der ingen vaklen.

Folkestrejken havde afsløret socialdemokraternes kommunika-

tionsproblemer med offentligheden. Nu aktiverede Buhl den svenske for-

bindelse og fik etableret en nyhedsformidling mellem Sverige og Dan-

mark, der kunne neutralisere Frihedsrådet i en ny krisesituation. Samti-

dig iværksattes en smædekampagne der bagatelliserede Rådets rolle, og

gjorde politikerne til den reelle magtfaktor i Danmark. I den illegalepresse sikrede man sig »røster i koret« - der ikke opfordrede til kamp,men til besindighed og til at møde befrielsen med demokratiske midler.

51

Vigtigst når det gjaldt om at forberede en væbnet konfrontation med

modstandsbevægelsen blev en række initiativer der sigtede på at skaffe

politikerne indflydelse på modstandsstyrkerne. Der indledtes en statsfi-

nansiering af modstandskampen (idet de første initiativer var taget umid-

delbart efter invasionsdagen den 6. juni). Officererne blev nu frigjort til

det illegale arbejde, hvor de i løbet af kort tid satte sig tungt på alle re-

gionerne. Et dobbelt kommandosystem spandt sig fra Frihedsrådet til

grupperne, og fra ofñcererne til »den lille generalstab« og til Buhl. I Kø-

benhavn blev o(fñcers)-grupperne holdt i venteposition som politikernesstrategiske reserve. Det samme gjaldt politiet efter opløsningen den 19.

september. Også Socialdemokratiet oprettede egne militærgrupper der

blev unddraget Frihedsrådets kontrol. I august rejste Hedtoft hemmeligttil Stockholm for at formidle købet af 3000 maskinpistoler til Danmark.

Det gjorde ham efter krigen til modstandsmand. Men maskinpistolernevar aldrig tiltænkt modstandsbevægelsen - altså de folk der havde brugfor dem, men o-grupperne. Resultatet blev den såkaldte »skæve våbenfor-

deling«,der skabte krise mellem Frihedsrâdet og »den lille generalstab«,

og satte hæren i gabestokken. Men soldaterne fulgte kun Buhls parole om

at kommunisterne ikke skulle »overforsynes«med våben!

Behovet for at opbygge en modmagt til DKP ikke blot militært, men

også politisk og propagandamæssigt dikterede også »Ringens« dispositi-oner i efteråret 1944. »Ringen« var efter en sen start blevet den store midt-

samlende modstandsorganisation og hovedindslusning til undergrunds-hæren, efter at pionererne på venstre- og højreñøjen var slidt mere eller

mindre op. Som den eneste af de fire store i Frihedsrådet var »Ringen«ikke inspireret af nogen systemfjendtlig holdning. Den havde altid hæl-

det imod Socialdemokratiet, og begyndte nu at oprette og udskille sær-

lige »Arbejdergrupper«, der bestod af socialdemokrater og DsU”er, og

som ikke lukkede kommunister ind. »Arbejdergrupperne« stod kritisk

over for samarbejdspolitikken og ønskede et venstredrejet Socialdemo-

krati efter krigen. Men de var også antikommunistiske og blev en del af

generalstabens efterretningsnet. I april 1945 torpederede Frode Jakob-

sen DKP”s og Dansk Samlings sociale og økonomiske efterkrigsprogrami Frihedsrådet - hvad der siden i Den kolde Krigs perspektiv skaffede ham

ry for at have kvalt et folkefrontskup i fødslen. Men DKP tænkte ikke i

kupplaner. Man erkendte at modstandsbevægelsen stod splittet, og sat-

sede i stedet på stemmesedlen og den parlamentariske vej.Det er utvivlsomt at størsteparten af de mange socialdemokrater der i

Vinteren 1944/45 strømmede til modstandsbevægelsenførst og fremmest

52

opfattede frihedskampen nationalt og ikke benyttede den partipolitiskeprisme der er anvendt her. Men for lederne blev politikkens primat mere

og mere afgørende alt efter som det tyske nederlag -

og dermed fredskri-

sen - rykkede tættere og tættere på.Dette forhindrer ikke at også ledelsen i den sidste krigsvinter følte sig i

modstandskampens ildlinje. Radikaliseringen af besættelsessituationen,

og den tiltagende illegalisering af statsapparatet og samfundsinstitutio-

nerne udvidede - for ikke at sige udvandede _ modstandsbegrebet bety-deligt. Med flere og flere socialdemokratiske militærgrupper under dan-

nelse, med fagbevægelsen koblet på invasionsforberedelserne, med den

økonomiske støtte til frihedskampen og det tætte forhandlingsforløbmed Frihedsrådet, og med hele den konspirative air man nu omgav sigmed, så partitoppen sig solidt placeret i den nationale befrielseskamp -

uanset alle gustne og taktiske overlæg.Denne selvforståelse er vigtig at

medtænke når vi skal begribe traumet omkring opgøret efter krigen, ogforstå den bitterhed der har aflej ret sig i traditionen.

Hedtoft skrev den 6. marts 1945 til Christmas Møller. Det var det førstebrev han ñk igennem siden Christmas, afrejse, og han skrev »personligtsom ven skriver til ven«. Brevet lader meget uomtalt. For de forskelligeroller i de forløbne år havde slået sprækker i skæbnefællesskabet fra 1941.

Men budskabet turde sige noget markant om den socialdemokratiskementalitet. Christmas Møller havde i vintermånederne bevæget sig tæt-tere og tættere på politikernes synspunkter, og Hedtoft takkede ham der-for: »Det vil være uhyre nyttigt, ja måske afgørende for en fredelig udvik-

ling over for de folk - der for manges vedkommende helt uberettiget, sy-nes det mig - har patenteret ordet: Frihedsbevægelse(som om der ikke var

andre, der -i al beskedenhed - har gjort en indsats ved at blive på deres

poster). Efter mit kendskab til de hjemlige ledere af frihedsbevægelsenville alle de folk derindenfor, der ikke har personlige politiske aspira-tioner og ærligt er forblevet frihedsbevægelsensoprindelige program tro,også være enige med dig. Under alle omstændigheder tør jeg efter mit

kendskab til de menige folk i frihedsbevægelsensrækker sige, at det over-

vejende ñertal af disse ikke vil følge de ledere, der måtte spekulere på i læ

af frihedsbevægelsenat opnå politiske og personlige særformål og der-med varigt kompromittere den bevægelse,der har kaldt på så megenidealisme og krævet så store ofre - særlig af de menige folk.« Og han fort-

sætter: »Kritiske bemærkninger har jeg gjort om en del af dine - skal vi

sige medarbejdere. Jeg foragter en del af de landsmænd, der medens de

var herhjemme før 1940 var nærmest kryptonazister og behandlede bl.a.

53

min antinazistiske virksomhed (Internationale, Matteotti-fond, Spani-ens-hjælp osv.) på linie med »Fædrelandet«, men som efter afrejsen her

fra satte sig til i udlandet at fælde dumme og overlegne domme over migog mange af mine venner, der var tvunget til tavshed, og som nu år for de

ñestes vedkommende med livet som indsats dagligt har fyldt deres pladsherhjemme og modstået fristelsen til at tage til udlandet og spille friheds-

kæmper, helt og martyr. Jeg har aldrig og vil aldrig bebrejde nogen, at de

rejste - end ikke dem, hvis eneste antinazistiske indsats var afrejsen, -

men jeg forbeholder mig, hvis jeg da klarer den så længe,til sin tid at sigeenkelte af disse højkæftede udlandshelte med den færdige dom over al

»legal«hjemmefront et par åbenhjertigeord. Nå, undskyld dette urime-

ligt lange indskud, men med dit kendskab til min holdning før 29.8.43,hvor du bedre end andre ved, at loyaliteten overfor mit parti og ønsker

om at bevare det samlet udadtil var så afgørende for mig og faktisk gjordeudslaget i mine dispositioner, og nu med kendskab til vort arbejde efter

denne dato, begriber du sikkert mine følelser.»

Sympati for den nationale frihedskamp 0g beundring for den menigefrihedskæmper, men mistro til ledernes ambitioner, og foragt over for

nationalisterne og for udefronten, blev sammen med overbevisningenom den legale modstands ligeværd og betydningen af dens egen fare-

fulde, illegale indsats elementer i det socialdemokratiske syn på mod-

standsbevægelsen, som i mere eller mindre åben form har overvintret til

idag.

Thomas (Marius) Døssing (1882-1947)var biblioteksdirektør i København

og som en af de tidligste modstandsfolk med til at udgive »Frit Danmark«.

Den 9.12.1942 arresteredes han og idømtes 4 måneders fængsel samt forta-belse af sin stilling. 29. august 1943 interneredes Døssing af tyskerne og sad

denne gang ifem uger. Da Sovjetunionen i1944 indvilligede i at modtage en

ambassadør for »det kæmpendeDanmark« blev det ham derpå Frihedsrå-

dets opfordring fik denne post. Efter genopretttelsen af normale diplomati-ske forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen i1945 udnævntes Døs-

sing til ordinær kgl. gesandt. Ved det førstefolketingsvalgefterkrigen stillede

Døssing op som repræsentant for DKR men opnåedeikke valg.Døssing døde

efter længerevarendesygdomsperiode iembedet i Moskva. Illustrationen er et

interview i »Kurer« med den nyudnævntegesandt i London på vej til Moskva,en rejse der gik over Stockholm, London, Nordafrika, Teheran og Baku. (Foto:Preben From)

54

›

til'

'I

""v

"ngfåWWt

Wâ's

'i

SI'

711

E'Ii

rn

ET fæneæ Mmuniuque fra

Sovjetmácçåaag Danmarks

Frihedsnäåârmdddtesdat

den 20. juli at mm;-

x'ærmxdc biblâtekädirektmTkamzzs var blevet

udnævnt til “Wm 0gdmncd den :We himme«fmnts reWmt i .Müskvm

sovjvtunêe v

*

som den fw 3112 de fmen*Gik nationer :

kenåt ;Erik

rgpræsenmt'

“dansk mm iV

Hmmm! er dm yamtisks: fan

bindelse manen; :3er og Sovjübammer: gant, og :im 3%*

pkt, som Seamius*

undertvgnám› er

pagtm 0g zihayäheaf (1:31: wpmxmtizikc fart:

mm er nu

opnaa-á forbi

unizmcn ng :her .

0g anmodvdé t-regeriagen om

at; umage m › r-:t far

detta DanmarkN

minn:ikke 'ævjduuiäâçz image, Wax«-

vejchwr at gaa gm. dam man

Alivwde fem d'

;stær mums-

maäxtts heanvcaåtkaäffilügmhæSav«

;um næring i apr, w, af dims«matiak førhinávläc thc med Dau-

;lläfkiæ Frihedwwg m dommer

udpcgudc :Hmmm Ming, m1 frem›

ragsamlc :3g aktiv pamtighvá inden-

fur den damkv bivmimut, ti! su,

mmm« minmgen m du Wrapvande Ihnmrkx mikiátm i Mmkwx

Mminwr tmamwgéairejxl« fm* en

Mammas :åd sâdqërfom Linnmark.

Luze' xadçn dun 9V 3945! har han

magen.on lilzmmarkwgimmzr vwmt

ktrmit mm ma eii Wtågumrmv s

;kw www Wuptir; 3:2 gangv m;

"my ;aramf'frmæ mmm'

m samme i tilknytaüng til www å« «

madu.,V

Q*

V

»

, i.

kantarein WM“

haar; ugi'kdgáyhaäåarv t X ,rf ,4 ,4

.

mxg ;m1 gëmmw

n

"

J “1 ka;

mmáewmmmmmmman

den Müåkc r

dm: "M.,

,

Mm . 41. A

iN

mag. det: W _

4

af Dumixmbx L

r

›

mm Mdmgerkiimark* Fisz Å? *39 »Fm21:11::ka vaer af :hm W

targeringf' r

ÅV ;;

V

fh ⁄ Manna. ;Might

7.

Forholdet til det allierede udland havde kun spillet en marginal rolle i

samarbejdspolitikkens periode. Socialdemokraterne mente formentlig

ligesom Scavenius at englænderne - trods BBCS propaganda og støtten

til sabotørerne - forstod vor tvangssituation, som de havde gjort det un-

der den 1. verdenskrig, og ikke ønskede at se Danmark ødelagt i en krig.Måske blev de også bestyrket heri af SDE-chefen, som de havde kontakt

med, og som i løbet af 1944 langsomt begyndte at tilpasse sig det politiskesystem. Men med krigens afslutning stadig nærmere blev spørgsmålet om

en allieret anerkendelse akut. Det havde været modstandsbevægelsensstore mål fra starten - så at sige kronen på modstandsværket, og derfor

af største symbolske betydning. Men det havde også afgørende statspoli-tiske implikationer, for det kunne blive et spørgsmålom liv eller død hvor-

vidt Danmark ville blive behandlet som ven eller fjende i en befrielsessi-

tuation. Partierne havde været involveret i et fremstød så tidligt som i maj1944 - altså da invasionsfeberen var på sit højeste -

og englænderne ogamerikanerne havde reageret positivt. Men russerne sagde nej. De ville

ikke give politikerne syndsforladelse for deres antisovjetiske politik, såvel også chancen for at kunne blande sig, og optog i stedet forbindelsen

til Frihedsrådet, der sendte Døssing til Sovjetunionen som gesandt. Døs-

sing var modstandsmand om en hals, og anså det - modsat Christmas

Møller i London -ikke for sin opgave at forsvare samarbejdspolitikernei Moskva. Tværtimod fastholdt han det rene modstandssynspunkt lige til

den bitre ende, dvs. længe efter at hans bagland, Frihedsrådet, havde kom-

promisset med partierne. Russerne sendte i november en bandbulle imod

socialdemokraterne som reaktionære kapitulanter og Hitler-lakajer, og

proklamerede Danmark som sovjetisk interesseområde. Politikerne ra-

sede imod Døssing for at spille sit eget- eller kommunisternes - spil, og

Hedtoft forsøgte at neutralisere ham Via Sverige. At se den Røde Armé

som »befrier« blev i vinteren 1945 et stadigt mørkere skræmmebillede,der gjorde det bydende nødvendigt for socialdemokraterne at komme

ind i varmen hos russerne, og få brudt deres akse til Frihedsrådet. In-

strumentet herfor blev et nyt forsøg på at opnå en allieret status, nu i

fællesskab med Frihedsrådet - en politik der blev varmt støttet af eng-

lænderne. For London havde længe arbejdet på at skaffe politikerne en

platform i krigssamarbejdet, der kunne forhindre opløsning og sikre

den politiske kontinuitet efter krigen. Og en allieret status Ville stække

Moskvas aktionsmuligheder i Danmark. Men først Døssing og siden

56

russerne saboterede sagen, og anerkendelsen blev først givet da krigenvar forbi.

DKP havde helst brugt fælleshenvendelsen som en stok der kunne

bringe politikerne på plads i regeringsspørgsmålet.Men Rådets kompro-

mislinje sejrede. For politikerne blev forhandlingerne i marts-april 1945

om en befrielsesregering een lang vej til Canossa. Da den første minister-

liste lå klar i vinteren 1943/44 havde partierne endnu kunnet tillade sigden luksus at drøfte fordele og ulemper ved en samlingsregering. DsF

havde, som anført tidligere, talt imod, fordi en socialdemokratisk delta-

gelse ville binde fagbevægelsen og give kommunisterne frit spil. Sam-

lingsregeringen havde ødelagt alt for arbejderne - erklærede Axel Olsen

- der »fik gåsehud«ved tanken. I Venstre var man omvendt for - af frygtfor at stå alene med de arbej dsløses raseri og byernes hævntogt imod bøn-

derne. Men for alle havde borgerkrigsperspektivet nu som senere været

kernepunktet. Siden havde man under presset fra Frihedsrådets vok-

sende politiske indflydelse måttet åbne for een og så for flere repræsentan-

ter for modstanden, senest også for kommunisterne. Nu blev slutre-

sultatet en ñfty-ñftyfordeling af posterne og en udelukkelse af de tre poli-tiske ministre fra Scavenius, tid - et kardinalpunkt for Døssing (og

russerne). Men det holdt hårdt. Den kommende statsminister Buhl op-

regnede argumenterne da han på det sidste store socialdemokratiske til-

lidsmandsmøde inden befrielsen, den 20. april, kastede hele sin autoritet

ind til fordel for et ja: Vi skal nok blive almindeligt anerkendt når den før-

ste frihedsrus er ovre. Men det bliver Frihedsrådets triumf den dag landet

atter er frit hvis ikke partierne griber ind og tager føringen. Det kan dreje

sig om timer hvorvidt situationen får det ene eller det andet forløb. Det

må være en regering under politisk ledelse. I modsat fald vil partierne få

et knæk, som det vil tage lang tid at forvinde.Vor linje har været at skaffe

politikerne en sådan placering at de anerkendes som medkæmpere. Na-

turligvis kommer der også vanskeligheder under en fællesregering.Men

modstandsbevægelsens våbenmonopol vil være brudt, statens ordens-

magt genoprettet. Og partiernes stilling vil blive styrket dag for dag - ind-

til valget.

Som vi bemærker viste Buhls prognose sig forbløffende korrekt. Men den

blev også hjulpet godt på vej af en aktiv og udfarende socialdemokratisk

førergruppe, der vidste hvad den ville og aldrig undervurderede de kræft-

er man var oppe imod. Således ñk Buhl hurtigt- og uden om Frihedsrå-

det - clearet ministerlisten med russerne, der oven i købet kvitterede med

57

de mest venskabelige forsikringer. I forholdet til Værnemagten forbered-

tes - igen uden om Frihedsrådet - en kapitulation, der kunne forhindre en

sidste kamp på dansk jord og rive grunden væk under kommunisterne.

Med den vestallierede overkommando stod Buhl i løbende kontakt, ogden lå helt på politikernes linje i ønsket om at undgå kamphandlinger ogfå pacificeret modstandsbevægelsen.Forsøgene på i den ellevte time at

trække politiets og militærets styrker ud af modstandshæren slog fejl.Men i Sverige lå kontrollen sikkert over Brigaden, som Buhl holdt tilbageindtil det hele var forbi. Og forbi var det den 5. maj, da en trup britiske

soldater og en general »befriede« Danmark, og politikernes frygt for at

se modstandsbevægelsenkuppe i en sammenbruds- og kaossituation op-løstes som det fantasifoster det hele tiden havde været.

Og derefter forløb alt efter den buhPske recept: Glæden og euforien over

befrielsen (og sejren) afløstes forbløffende hurtigt af det almindelige øn-

ske om at vende tilbage til normalisering og fred. Politikerne var nok ry-

stet under de hetzagtige stemninger, men partisystemet havde både smi-

dighed og styrke nok til at opfange angrebene, og skridt for skridt blev den

tabte opinion vundet tilbage, gennem en modbevægelse der byggede par-

lamentarikerne op som frihedskæmpere samtidig med at den diskre-

diterede modstandsbevægelsen.I regeringen sad partierne på alle de tun-

ge ministerier, og den laveste fællesnævner blokerede for alle reformer.

Socialdemokraterne holdt DKP som gidsel, og kommunisterne var ude

afstand til at udnytte uroen på arbejdspladserne i presset mod systemet.

Og hvad partierne ikke formåede klarede modstandsbevægelsen selv.

De fleste modstandsfolk opfattede jobbet som afsluttet med den tyske ka-

pitulation, og vendte tilbage til privaten, mens organisationerne opløstesi indre splittelse mellem højre og venstre. I juni indledte Socialdemokra-

tiet og DKP forhandlinger om et enhedsparti - mest fordi græsrøddernekrævede det, og fordi DKP-ledelsen var fanget af sin egen retorik. Men

næppe nogen af ledelserne -i hvert fald ikke socialdemokraterne - tro-

ede alvorligt på noget resultat. Og forhandlingerne brød sammen i au-

gust under gensidige grove beskyldninger. En illusion var bristet for

mange der havde håbet på et stærkt og venstredrejet arbejderparti efter

krigen. Ved valget i oktober fik Socialdemokratiet sin endelige dom for

kollaborationen, og den blev hårdere end nogen i ledelsen havde ventet,mens DKP blev den store sejrherre. Men ellers led modstandssynspunk-tet nederlag, bevægelsenvar knust som politisk faktor, og Venstre overtogtøjlerne _ det parti der havde stået modstandskampen fjernest. Det poli-tiske system var trods fem års rystelser og nederlag retableret.

58

8.

Bedømt efter de mål den satte sig er Socialdemokratiets overlevelses-

strategi historien om en succes. For partiet og organisationerne og over-

hovedet arbejderklassen kom hvad angår liv og velfærd lettere gennem

krigen end arbejderbevægelsernei noget andet besat land. Denne fortje-neste kan naturligvis ikke ses uafhængigt af de øvrige regeringspartier,der arbejdede efter de samme linjer. Unødvendigt også at konstatere at

resultatet var blevet et andet hvis tyskerne ikke havde ønsket at kollabo-

rere, men havde ført sig frem som de gjorde andre steder, eller hvis de

allierede havde indrulleret Danmark i invasionsfronten eller bombarde-

ret os mere systematisk som de gjorde i Vesteuropa.

Perspektivet og dermed vurderingen lader sig let udvide til at gældehele

nationens velfærd. Når Hedtoft i 1941 forsvarede nationalfrontstrategien,og erklærede bevægelsens eksistenskamp for identisk med nationens

kamp gik argumentet begge veje: Socialdemokratiet havde brug for de

andre partier, men disse andre havde også brug for Socialdemokratiet-

hvis de og nationen skulle overleve. Eller som Eiler Jensen udtrykte det:

En knækket arbejderbevægelse er et knækket demokrati. Med bevægel-sens afgørende placering i landets økonomiske og politiske og kulturelle

liv ñk Socialdemokratiet et særligt stort ansvar for kollabora-

tionspolitikken, men bør da også tilsvarende krediteres for dens natio-

nale resultater.

Den illegale presse angreb partiet for egoisme og materialisme. Politi-

kerne kender kun ordet »skåne«, hvor vi kender ordet »ofre«, skrev Mo-

gens Fog til London efter den københavnske folkestrejke. Men som le-

derne så det, gjaldt målet både forsvaret for den store og mest udsatte

del af befolkningen og kampen for de demokratiske værdier og for den

danske folkekultur, netop sådan som Hedtoft fremmanede det i februar

1941. Modstandsfolkene ville være helte på andres bekostning - dette blev

en bærende figur i den socialdemokratiske modpropaganda, der vel især

havde adresse til de nationale, men som ramte modstandssynspunktetbredt.

Forsøger vi at gøre den nationale samlings resultater op, set ud fra den

socialdemokratiske synsvinkel, må vi konstatere at musketérprincippetstod sin prøve. Første gang under Nytårskrisen 1941 som et værn om-

kring Stauning og regeringsmagten, og siden under de efterfølgendekri-

ser hvor det nok så meget blev risikoen for en sprængning som tyskerneskrav, der fik politikerne til at bøje af. - Og hvad der i denne sammenhæng

59

blev afgørende: holdt de borgerlige partier fast påden socialdemokratiskekollaborationslinje.

Som bekendt blev prisen for samarbejdet betalt med arbejdernes redu-cerede levestandard. Forsvaret lyder at det havde været værre hvis nazi-sterne eller tyskerne havde taget over. Og vi kan i hvert fald konstatere at

ingen sultede i Danmark som man gjorde det i Norge og Holland. Men i

sagens natur lader argumentet sig ikke efterprøve.Og for den almindeligelønarbejder, der bar de ulige byrder og så andre rage til sig, betød den

øjeblikkeligesituation nok så meget- og det mere og mere alt efter som

den nazistiske fare forsvandt. Førende fagforeningsfolk tog konsekvensen

og argumenterede i 1940 og igen i 1943 og 44 for at socialdemokraterneskulle gå enegang, men blev sat på plads af partiet. Forskningssituationentillader ikke at bedømme hvor alvorligt ment truslerne var. Men man tør

tro at det var de samme overvejelser som i 1940/41 tvang Laurits Hansen

til at tage føling med tyskerne. I øvrigt ikke nødvendigvis nogen urea-

listisk vej at betræde når man betænker hvordan besættelsesmagten an-

dre steder kunne belønne arbejderne for ro og produktion.Vi så Fagoppo-sitionen ligge på samme linje.Vi kunne også nævne de endnu helt uudfor-

skede grupper af nazistiske arbejdere - som udtryk for hvor bredspektretkollaborationsberedskabet var i forsøgene på at holde arbejderklassenoppe.

Det er fremgået at prisen for den sikkerhed som den nationale samlinggav til enhver tid blev dikteret af parternes styrke i klassekampen. I de

første besættelsesår var prisen høj, fordi Socialdemokratiet og arbejder-klassen stod svækket og havde et snævert råderum. I 1943/44 tippedemagtbalancen, og man kunne ride på folkestrej kerne og modstandsbevæ-

gelsen og den almindelige radikalisering - der også slog igennem i det

øvrige Europa. Mens modstanderpartiet,Venstre, foretog en omvendt rut-

schetur, fra styrkepositionen i 1940, der gav landbruget et faktisk veto når

det gjaldt samlingspolitikken -

og indtil befrielsessituationen da bøn-

derne var hægtet af, og Venstre måtte klamre sig til de andre for ikke at

møde tilbageslaget alene. Forbløffende hurtigt efter kapitulationenvendte magtforholdene igen - men det er en anden historie.

Kollaborationens resultater er berørt ovenfor. Prisen og ofrene vil værevelkendte. Udadtil: økonomisk og politisk og moralsk støtte til nazister-

nes krig - en støtte som formentlig alene modstandssynspunktets sejr for-

hindrede i at blive ført igennem til den bitre ende, dvs. til den tyske kapitu-lation. I hvert fald savnede socialdemokraterne ikke vilje hertil. Og indad-

til: grundlovsbruddet og de mange overgreb på retssikkerheden,

60

bøjningenaf medierne og opinionen i protysk retning, og først og sidst

udskilningen og forfølgelsen af kollaborationens modstandere, både de

åndelige bannerførere og de illegale 0g kommunisterne - for ñeres ved-

kommende med døden til følge. Man kan hævde at disse ofre var be-

skedne i forhold til de goder der blev bevaret. Og igen vil et komparatineuropæiskperspektiv støtte tanken. Men samtidig må det konstateres at

regnestykket ikke kom til at stemme for hovedparten af befolkningen og

for institutionerne - ellers havde Vi ikke fået det kollektive traume, og ikke

haft behovet for forfalskningen af historien og for myterne.Konsensushistorien standser gerne ved denne status over nød-

vendigheden af at ofre nogle nationale interesser for at fastholde andre.

Men problematikken er ikke udtømt hermed. For kollaborationens ja-nusansigt var rettet både imod den ydre og imod den indre fjende, bådeimod besættelsesmagten og imod den indre opposition, som man delte

tyskernes interesser i at pacificere og nedkæmpe - ikke blot som et an-

greb på fredsbesættelsen, men også som en trussel imod det politiske sy-

stem. At kommunisterne blev hovedfj enden for Socialdemokratiet i langthøjere grad end feks. for de konservative bør ikke forundre når man be-

tænker den uforsonlige rivalisering i 30”rne og DKP”s hadefulde angrebpå lederne under krigen. Men derved fik kollaborationen også karakter

af det borgerlige demokratis bekæmpelse af en revolutionær bevægelse i

svøb. Endnu i foråret 1943 kunne denne kamp legitimeres gennem befolk-

ningens støtte. Men derefter blev den et mere og mere indædt forsvar for

partisystemet og politikernes egne magtpositioner. Og efter den 29. au-

gust udartede den til et regulært dobbeltspil der angreb og svækkede den

nationale front. Antikommunismen og mistilliden til den folkeligeselvorganisering forblindede socialdemokraterne og var med til at

fremmedgøre dem over for modstandsbevægelsen,hvis etos man aldrigfattede dybden af, og hvis progressive kraft man aldrig forstod at udnytte.Venstreñøjen kritiserer gerne Socialdemokratiet for opportunisme.

Som fremstillet ovenfor havde partiets kollaboration i den længste del af

besættelsen en klar defensiv karakter, først rettet imod de reaktionære

kræfter fra højre og siden mod DKP fra venstre, og med en forbløffende

konsistens i synet på kollaborationens nødvendighed. Ingen vil heller

kunne beskylde en Buhl eller en Bording for at være følgagtige i ministe-

riet. At lederne under de tyske højkonjunkturer i 1940/41 tog bestik efter

en tysk sejr måtte være realistisk set i forhold til samtidens forventningerom en tysk dominans i de næste mange år. Men endnu ved vi ikke tilstræk-

keligt herom. Først og fremmest var man nok indstillet på en vidtgående

61

økonomisk tilpasning til Stortyskland. Partiet taler i slutningen af 1940

om nødvendigheden af »gennemgribendeaftaler« - uanset at man ikke

bryder sig om systemet. Men markerer samtidig sin klare Viljetil at for-

svare så meget af demokratiet og selvstændigheden som muligt. Laurits

Hansen og et ukendt følge var tilbøjelig til at gå videre, og havde måske

Staunings støtte hertil. Men alt i alt vil jeg mene at kritikken for opportu-nisme bør reserveres til jagten på DKP - de allerfleste andre tiltag var af

tvangskarakter.Man finder ofte i den historiske analyse en vis determinisme indbygget,

at alting gik som det nødvendigvismåtte gå.Dette kan også gælde i synetpå Socialdemokratiet. I hvert fald kan det synes svært at pege på alterna-tive handlingsmønstre når man tager bevægelsens nationale og sam-

fundsmæssige rolle i betragtning, og den ansvarsetik, for at snakke we-

bersk, der dominerede den. Af legalisme og reformisme og defaitisme

skabes ingen modstandsmentalitet. Dette er tænkt som en forklaring,der også kan bruges som undskyldning!

Men der hvor ledelsen efter manges mening svigtede - også efter de so-

cialdemokraters mening der tidligt tilsluttede sig modstanden - var i den

manglende erkendelse af at man ikke som socialt og demokratisk partikunne isolere sig fra opgøret med nazismen, ja, i den længste tid alliere

sig med den, uden at tage skade på sin sjæl.

Udvalgt litteratur

Steen M. Andersen: Modstandsorganisationen Ringen 1941-1945. Oplysning - Kamp - Po-

litik (1984).Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser bd. III (u.å.).Claus Bryld: Socialdemokratiets og DKP”s politiske hovedlinjer 1935-45. En oversigt, i: Hi-

storievidenskab nr. 12 (1977) s. 9-41.

Rüdiger Eckart: Die politische Struktur der dänischen Widerstandsbewegung im Zweiten

Weltkrieg (1969).Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet I-III (1945-48).

Jesper Holm: Socialdemokratiet og samarbejdspolitiken 1940-42 (Arbejdstitel ikke færdig-

gjort speciale ved Københavns Universitet).Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance I-II (1959).

Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen (1971).Kaare Vissing Jørgensen: En undersøgelse af den københavnske folkestrejke juni-juli 1944

med særligt henblik på Socialdemokratiets og de Samvirkende Fagforbunds stilling(speciale ved Københavns Universitet 1984).

Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald I-III (1979).

62

Hans Kirchhoñ': Omkring den socialdemokratiske historieskrivning 1940-1945, i: Historie

(1981)s. 133-56.

Hans Kirchhoff: Hedtofts tale, februar 1941. Samarbejde eller brud, i: Historisk Tidsskrift

bd. 82 (1983)s. 229-90.

Hans Kirchhoñ': Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden 1940-45 (1987).

Henning Koch: Demokrati- slå til. Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-

45 (1994).René Larsen: De samvirkende Fagforbund og overenskomstpolitikken fra juleforliget de-

cember 1942 til befrielsen i maj 1945 (speciale ved Københavns Universitet 1986).Tove Lund: Fagbevægelsens forhold til samarbejdspolitikken 1940-42, i: Årbogfor Arbej-

derbevægelsens historie nr. 2 (1972) s. 71-123.

Mogens Nielsen: Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevægelsen1943-45 (1978).Henrik S. Nissen: 1940 - Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken (1973).

Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister (1970).Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik - politikernes værn (1980).Karl Heinz Roth: Sozialpolitik des »europäischen Grossraums« im Spannungsfeld von Ok-

kupation und Kollaboration (1938-1945), i: Werner Röhr (red.): Europa unterm Haken-

kreuz. Okkupation und Kollaboration (1938-1945)(1994).

63