Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803)

Om illustrationen side 34

Niels Simonsen: Kirsten Svendsdatter finder Guldhornet ved Gallehus (1859)

Maleren Niels Simonsen (1807-1885) indledte sin kunstneriske karriere som

billedhugger, men vendte sig snart mod malerkunsten. Allerede hans

debutudstilling i foråret 1832 vakte opmærksomhed, og de følgende år videreuddannede han sig bl.a. på en kunstskole i München. Her slog han

igennem som marine- og militærmaler. På Christian VIIIs opfordring vendte han i 1845 tilbage til Danmark, hvor han blev tilknyttet Kunstakademiet. De

følgende år placerede han sig som en af tidens mest populære danske malere, og især vakte han indsats som militærmaler under krigen 1848-50 stor

opmærksomhed. I 1854 blev han udnævnt til professor ved Kunstakademiets Modelskole, og de følgende år fortsatte han sin virksomhed bl.a. som

genremaler. Hans kunstneriske ry kulminerede under krigen i 1864, hvor han

vendte tilbage til militærmaleriet.

Weilbachs Kunsterleksikon om Niels Simonsen:

”Niels Simonsen nød i sin Samtid meget Ry som Genre- og Bataillemaler. Han havde udprægede Evner i Retning af at vælge

afvekslende, underholdende og dramatiske Motiver, medens den grundige Bearbejdelse og den maleriske Udformning ikke var hans

stærke Side. De fleste af hans Billeder er præget af Overfladiskhed. Den

væsentligste Indsats øvede han som Bataillemaler i Treaarskrigen, da hans dramatiserende Talent og hurtige Opfattelse kom ham til gode.

Som Krigsmaler var han ikke blot yderst produktiv, men kunde ogsaa, især i sine løst skitserede Tegninger, stundom trænge dybere ind end

sædvanligt.”

Inge Adriansen om Niels Simonsens maleri bogen Nationale symboler i Det danske rige 1830-2000, bd. 1 (2003) side 145-146:

”Også historiemalere interesserede sig for guldhornene, og i 1859

udførte Niels Simonsen et maleri på bestilling af Frederik den 7. Motivet var Kirsten Svendsdatter, der blev gengivet stærkt idealiseret ligesom

det vestslesvigske marsklandskab, der her var ændret til et skovrigt bakket landskab med gravhøj og stendysser.”

Inge Adriansen: Billedtekst til Niels Simonsen: Kirsten Svendsdatter finder Guldhornet, 1859 i Nationale symboler i Det danske rige 1830-2000, bd. 1

(2003):

”Guldhornenes mytologiske betydning som guddomsvarsel og nationalsymbol blev mangedoblet på grund af deres forsvinden. De er

blevet anvendt symbolsk af helt forskellige samfundslag og politiske ideologier. Billedet af fundet af det første guldhorn ved Gallehus i 1639

blev malet på bestilling af Frederik 7. Det flade gestlandskab er ”nationalgjort” med bøgetræer og oldtidshøj.”

Maleriet er bl.a. gengivet som illustration til ”Guldhornene” i Susan Mose m.fl.:

Danske forfatterskaber (2005)

Opgaver i forbindelse med billedet

1. Giv en analyse af billedet med særligt henblik på at afdække, hvilke

elementer i motivet maleren især har lagt vægt på, og hvilken holdning til

situationen, der kommer til udtryk i maleriet.

2. Diskuter – med udgangspunkt i ovenstående citater – hvilke detaljer, der

især lægges vægt på i maleriet, og i hvor høj grad Niels Simonsen har

idealiseret situationen.

3. Sammenlign Niels Simonsens billede med Harald Slott-Møllers Pigen der

finder guldhornet (gengivet herunder).

Diskuter på hvilke områder de to malerier ligner hinanden og på hvilke

måder, de adskiller sig fra hinanden.

Harald Slott-Møller: Pigen der finder guldhornet, 1906

Forsiden til Oehlenschlägers debutsamling Digte. Samlingen udkom i december 1802, men af

salgsmæssige årsager er den forsynet med udgivelsesåret 1803. Også dengang vidste man, at

aktualitet var et vigtigt element i forbindelse med markedsføringen.

Arbejdsspørgsmål til Guldhornene

1. Forbered hver for sig en oplæsning af en central passage i teksten og læs derefter den valgte passage højt for hinanden.

Lyt omhyggeligt til oplæsningerne og diskuter, hvilke elementer i teksten der især lægges vægt på i de forskellige oplæsninger.

Find på youtube og DRs hjemmeside oplæsninger af digtet af de tre skuespillere Poul Reumert, Jørgen Reenberg og Bodil Udsen.

På hvilken måde adskiller de ”professionelle oplæseres” oplæsninger sig fra jeres egne.

Diskuter på baggrund heraf, hvilken betydning en oplæsning mere generelt har for vores opfattelse af en litterær tekst.

Her kan forfatteren Peter Laugesens oplæsning af ”Guldhornene” evt.

inddrages.

2. Opdel teksten i centrale afsnit. Giv de enkelte afsnit overskrifter og overvej, hvad der er baggrunden for

jeres inddeling. Sammenlign jeres egen inddeling med den inddeling af digtet, som

antydes af Knud Wentzel (læsning 7). Diskuter i forlængelse heraf, hvad der er forklaringen på eventuelle

forskelle mellem jeres inddeling og Knud Wentzels.

3. Giv en sproglig-stilistisk analyse af digtet med særligt henblik på at

undersøge, hvilken effekt de forskellige virkemidler har i digtet. Sammenlign jeres egne analyseresultater med den generelle

karakteristik af Oehlenschlägers stil, som Jørn Lund giver i artiklen herunder.

Diskuter i hvor høj grad I mener, at Jørn Lunds karakteristik passer på ”Guldhornene”.

4. Giv en karakteristik af de ”personer” og persongrupper, der optræder i

teksten: Guderne, oldtidsforskerne og samtidens mennesker. Overvej i forbindelse hermed på hvilken måde de to, der finder hornene, adskiller

sig fra de øvrige personer i digtet.

5. Diskuter – med baggrund i en sammenfattende fortolkning af digtet – hvordan det specielt romantiske kommer til udtryk i teksten.

Overblik over læsningerne

Læsning 1 (Claus Pavels, 1803): Digtet er præget af fejl og misforståelser Læsning 2 (Adam Oehlenschläger, 1831): Digtet er blevet til efter en lang

samtale med Henrik Steffens Læsning 3 (Vilhelm Andersen, 1896): Digtet er et nationalt klenodie, som

formulerer en række centrale danske værdier Læsning 4 (Ejnar Thomsen, 1951): Digtet er et opgør med den herskende

materialisme Læsning 5 (Johannes Fabricius, 1974): Digtet skildrer vha. freudiansk symbolik

en typisk frugtbarhedskult Læsning 6 (Peter Søby Kristensen, 1978): Digtet er et udtryk for

småborgerskabets falske bevidsthed Læsning 7 (Knud Wentzel, 1990): Digtet hylder den spontane oplevelse

Læsning 8 (Klaus Rifbjerg, 2000): Digtet skildrer en eksistentiel identitetskrise

Læsning 9 (Lars Handesten, 2005): Digtet afspejler en aktuel kulturpolitisk debat

Spørgsmål til læsningerne

1. Giv med udgangspunkt i Læsning 4 en vurdering af, i hvor høj grad en

psykoanalytisk analysemetode kan anvendes i forbindelse med et digt som ”Guldhornene”. Inddrag synspunkterne fra Erik Skyum Nielsens

”svar” til Fabricius (optrykt herunder) i diskussionen.

2. Følg med baggrund i læsning 3, læsning 4, læsning, læsning 6 og

læsning 9 de væsentligste faser i skiftende perioders opfattelse af ”Guldhornene”s indhold og betydning.

Inddrag de synspunkter, som kommer til udtryk i henholdsvis Peter Stein Larsens og Peter Laugesens artikler (optrykt herunder).

3. I de nyeste læsninger diskuteres det, hvori det nyskabende i

”Guldhornene” egentlig bestod. Sammenlign de synspunkter, der kommer til udtryk i læsning 4,

læsning, læsning 8 og læsning 9. Inddrag de synspunkter, der kommer til i de artikler af Peter Laugesen

og Anne Marie Mai, der er optrykt herunder.

4. Diskuter – med afsæt i læsning 2 – hvilken rolle myten om digtets tilblivelse har i forbindelse med læsningen af digtet.

Tag evt. afsæt i læsning 3 og læsning 4 og inddrag Anne Marie Mais

synspunkter i den læsning, der er optrykt herunder.

Oehlenschläger Læser ”Guldhornene” for Heinrich Steffens (efter originaltegning af professor

Carl Thomsen).

Supplerende læsninger

Ludvig Schrøder: Adam Oehlenschläger og den romantiske skole, 1888 Ludvig Schrøder (1836-1908), forfatter, foredragsholder og en af sin tids mest fremtrædende

højskolefolk, i en længere periode forstander for Askov højskole.

Mod den herskende tankegang gjorde Oehlenschläger indsigelse ved at synge om, at det ikke var de lærde granskere eller de ivrige skattegravere, som ved

deres udholdende flid og strænge arbejdsomhed bragte de kostelige guldhorn for dagens lys, men at det var barnlige mennesker, der uden selv at anstrenge

sig for det, fik de herlige klenodier som gaver. Navnlig ved skildringen af den

unge pige har han fremhævet denne barnlighed som vilkåret for at få del i det høje og ædle liv, som han lod spejle sig i guldhornene. Og i det han fortæller

om, hvordan det andet horn blev fundet, minder han tillige om, at der hos ”naturens søn” med det barnlige sind er forenet dybe længsler og tro på

guddomme. Den barnlige umiddelbarhed og den inderlige længsel efter de himmelske livskræfter, det er vilkårene for at kunne tage imod velsignelsen; ti

alt det gode er en gave, og det er en gave fra himlen. Dette er en af de store sandheder, som glimtede for Oehlenschlägers øje, da han var gennemglødet af

samtalen med Steffens, og i det ligger der forudsætningen for et brud ikke blot

med det attende århundredes hverdagsmoral, men også med de rationalistiske præsters søndagstale. Oehlenschläger har næppe skønnet, hvad der i kristelig

retning måtte følge af det, han så kækt forkyndte; men derfor ligger der dog lige fuldt i hans sang et fingerpeg på Herrens ord, at vi uden vi bliver som børn

igen, kommer vi ikke ind i himmeriges rige og at de salige som hungrer og trøster efter retfærdighed.

Olaf Hansen: Oehlenschlægers digte 1803, 1902. Oluf Hansen (1870-1932), digter og forfatter, bl.a. kendt for sit lyriske forfatterskab

Der er eet Digt, man ikke kan komme udenom, naar man vil skrive om Oehlenschlägers første Bog; det er ”Guldhornene”, de berømteste Strofer i det

nittende Aarhundredes danske Litteratur. Der er skrevet meget om disse faa Sider; de er undersøgte paa Kryds og tværs, i Højden og i Dybden. Man har

fundet den unge Oehlenschlägers dybeste Hemmelighed deri, Indvier den os i Ting, der har Betydning for os?

Digtet fortæller om noget, der findes, og om nogle, der finder. Det, der findes,

er to Gnidhorn; de har deres Værdi, fordi de er Oldtidskunstværker og ærværdige Minder om gamle Dages Gudsdyrkelse. Det er Magterne selv, der

lader dem komme for Dagen: Fundet er altsaa ikke tilfældigt, det har sin Mission. Hornene skal nemlig

bibringe Menneskene Forstaaelsen af at de Tider, da de blev formede, var herligere end dem, hvori de paany saa Dagens Lys. Menneskene forstaar ikke

dette; for dem har de fundne Klenodier kun Værdi som Guld og som sjældne Kuriosa. De skulde have haft en Hædersplads paa Herrens Alter for at fyldes

med Jesu Blod; men ikke hos en eneste vækker de en Anelse om, at de er en Form, hvori nye Tiders Indhold kan gydes. Derfor tager Guderne dem tilbage

igen. Paa Oehlenschläger virker Tanken paa Guldhornene altsaa idevækkende. Han

ser sin Opgave som Digter i det ”at indgyde Nutid Oldtids Aand”. Paa et poetisk Gemyt i vor Tid vilde en pragtfuld Oldtidslevning ikke virke idevækkende, men

stemningsvækkende. Det synlige Minde vilde maaske skabe usynlige Billeder

med svundne Dages Farver; men man vilde ikke synes, at det løste en af Tilværelsens Gaader for en. Oehlenschläger vilde altsaa opvække Oldtidens

Aand. Hvad dens Væsen var for ham kan man f. eks. se i hans Besvarelse af Universitetets Prisspørgsmaal: ”Digterens Maal er Alt, men hans Hovedrnaal

Skønhed, og glad svæver hos And hen i de Tider, da den kiække Sjæl, uvidende om sin Afmagt, hævede sig højt paa Phantasiens Vinger til Gud, da

den troede sig at vide Aarsager til enhver Naturvirkning. og malte den med dristige Ord. Oldtidens Aand er altsaa for Oehlenschläger Fantasi; men for os

er Fantasien ikke tidsbunden og ikke ensartet. Derfor har denne Del af Oehlenschlägers Hemmelighed kun historisk Interesse.

Den anden Del al den handler om Modsætningen mellem dem der finder, og dem, der higer og søger. Selve det fundne er efter Digtet af største Betydning

for Tiden. For Oehlenschläger stiller det sig saaledes, at den der higer og søger efter, hvad Tiden tiltrænger, ikke kan komme længere end til at se, at den

mangler noget; alene en, der aldrig har søgt kan bringe dette noget frem; alene blandt saadanne kaarer Tiden sin udvalgte, fordi kun en saadan har den

umiddelbare Forstaaelse af hvad den fordrer. Hvorledes kan en Digter tro, at han kan tale med om disse Ting. De

Spørgsmaal, der beskæftigede den Tid, der gik forud for Oehlenschlägers, var væsenligt af social Art, og de blev ikke løste i Rytmer og Rim.

Vore Dages Tanker I Der klages hyppigt af Kritikken over, ar Skønlitteraturen beskæftiger sig saa

lidt med de Opgaver, der skal løses. Kan da en Digter af Selverfaring tale med

om, hvem der bedst løser Tidens Spørgsmaal? Oehlenschläger kunde det. I hans Digt er Hornene det vigtigste. Det er paafaldende, hvor ringe en Rolle

Finderne spiller efter Fundet; man tiljubler dem ikke, og man haaner dem ikke; de forsvinder fuldstændigt. Det fuadne og Menneskehedens, : Tidens, Forhold

dertil træder ganske i Forgrunden. Modsætningen er den skarpest mulige: absolut Værdi paa den ene Side og absolut Uimodtagelighed paa den anden.

Den fantasiløse Verden forstod ikke, hvad Poesi var; derved dømte den sig selv.

Oehlenschläger giver da Poesien en højere Stilling, end den havde haft: Forstaar man ikke dens Betydning, mister man Gudernes Gunst; og dens

Betydning er, at den skal give Mennesket nye Syn paa Livets Værdier. Det kan vel kaldes at fyldestgøre et Tidskrav at fastslaa denne Opfattelse af Poesien i

en Tid, der kun ansaa den for en Nytte- og Sirplante. Omvendt har kun den Poesi Berettigelse, der har dette Maal — derved skærper han de Fordringer,

man skal stille til Digteren.

Disse Tanker havde Oehlenschläger ikke af sig selv; men det blev hans Opgave at bevise, at en saadan Digtning kunde formes. Hans største Fortjeneste bliver

ikke de Maal, hans Poesi sætter sig, men det Middel, hvormed den naar dem, hans skabende Fantasi. Steffens gav ham tilbage til sig selv; men han kunne

ikke give ham den Egenskab, hvormed han skulde sejre. Det er en ny digterisk Evne, Oehlenschläger fremdrager. Fortrøstende sig til den dømmer han Tider

og Mennesker efter andre Grundsætninger. For ingen anden har den været lettere at finde end for ham.

Hans Kyrre: Guldhornene, Faglig Læsning nr. 44. Tidsskrift for Skole

og hjem, Femte Aarg. 4. Hæfte, 1932 Hans Kyrre (1885-1964), lærer og skoleinspektør med et omfattende pædagogisk og

litteraturhistorisk forfatterskab.

Før Mødet med Steffens havde Øhlenschlæger truffet Aftale med en Boghandler om Udgivelsen af en Samling Digte, der var skrevet i den gamle

Tids Aand. Nu kasserede han de fleste af dem og skrev paa kort Tid en Række ny, der udkom i Slutningen af 1802 under Titelen ”Digte” med Aarstallet 1803.

Heri blev for første Gang ”Guldhornene” trykt. Den lille Digtsamling blev af alle Elskere af Poesi gennem mange Aar betragtet som en Helligdom. Og der er

næppe i vor Tid et eneste Barn i Danmark, der ikke i sin Skoletid enten selv

har læst ”Guldhornene” eller faaet det læst højt af sin Lærer. Og hver Gang har de hørt Ordene: ”Det første romantiske Digt i Nordens Litteratur’’.

Hvad er da Romantik? Lad Øhlenschlægers Digt sige os det. Emnet er taget ud af Virkeligheden, de

gamle Guldhorns Historie, hvis Slutning Digteren selv har oplevet. Der er Digtere, der i deres Bøger nøjes med at skildre de Ting, der hører

”Virkelighedens” Verden til, det, de hører og ser, ”Realiteterne”, derfor kaldes! de realistiske Forfattere. Men for Øhlenschlæger er der to Verdener, en ”anet”

Verden bag ved eller over Virkeligheden. Og de to Verdener hører sammen,

derfor tager hele Naturen Del i Begivenheden, da Hornene findes: Skyerne, Blæsten, Gravhøjen, Rosen og Fuglene. Naturen er nemlig ikke blot Træer og

Blomster, Søer og Bække, Naturen er Aand, og derved bliver den ”hellig”. Og paa samme Maade er Kirsten Svendsdatter og Erik Lassen ikke blot Bønder, de

er i Naturen, og derfor kender vi dem knap igen, naar vi møder dem i Øhlenchlægers Digt. Thi hvad fortæller ”Virkeligheden”, hvis den ene skulde

føre Ordet ved Fundet af det første Guldhorn? Den viser os Kirsten, der paa sine bare Ben traver hen ad den sandede Vej med en Bylt i Haanden, og da

hun bøjer sig ned over Hornet, giver den os Billedet af et Par arbejdsvante røde Hænder, der graver den sorte Tingest op af Vejens hvide Sand. Men

Øhlenschææger ser bag ved denne haandgribelige Hændelse noget mere: Den unge Pige er for ham et Redskab, som Guderne har kaaret til at bringe den

”higende menneskeslægt” en hellig Gave. Derfor kranser han hende med Violer og giver hendes Fødder Kærlighedens Vinger. ØnschJæger saa ikke, at Kirstens

ønske om det røde Skørt var et fuldt saa ægte Uskyldighedstegn som den

Violkrans, han lægger om hendes Pande. Uskyldigheden udtrykkes endnu hos de romantiske Digtere koloristisk. Derfor skifter hele Billedet Farve: Hun hæver

”med undrende Aand af sorten Muld med snehvide Haand det røde Guld”. Paa samme Maade forvandler Begivenheden Husmanden Erik Lassen. Bonden

er for den romantiske Digter ikke mere som hos Holberg eller Ambrosius Stub ”hele Verdens Træl”; han er det oprindelige og ufordærvede Menneske, —

derfor Gudernes og Digterens Yndling, og derfor udvælges han til at bringe Menneskene den anden Gave. Og da Ploven er et ædlere Redskab end Spaden,

skal han pløje og ikke grave. De to Verdener finder Digteren lettest i det, der ligger uden for Hverdagen, i de

fjerne Tider eller i de fjerne Lande (”Aladdin”), this der kan den særlige digtergave Fantasien tumle sig friest.

Romantik og Virkelighed har siden Øhlensclægers Dage skiftevis ført Herredømmet i dansk Litteratur. Men bedst er den Digtning, hvor

romantikkens blaa Blomst slaar Rod i den grønne jord, og hvor den anede

Verden forbinder sig med Virkeligheden; thi Menneskets Væsen har sine Rødder i dem begge.

Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke guld, alt det der glimrer (Kritik nr. 29, 1974) Erik Skyum-Nielsen (født 1952), mag. art. i nordisk litteratur, lektor ved Københavns

Universitet og litteraturkritiker.

Teksten er skrevet som en reaktion på Johannes Fabricius’ artikel i tidsskriftet Kritik

(læsning 5 side 42).

Det er en spændende artikel, Johannes Fabricius her har skrevet om

”Guldhornene”. Der er noget pirrende uanstændigt over dette billede af den danske romantik, der prustende tramper frem af det ubevidstes dyb, fuld af

brunst og aktualitet. Er man traumatiseret af indtørrede dansklærere, der skanderende indsatte ”Guldhornene” på dets plads i litteraturhistoriens

kunstkammer, må det være velgørende at få teksten endevendt af det jungianske plovjern. Johannes Fabricius forbinder Oehlenschläger med hans

slægtninge, alkymister og LSD-trippere, og i digtet selv, vises det, bliver en ny virkelighed til, det er et værk båret af tøbrud og kraft.

Imidlertid har jeg en fornemmelse af, at den spontaneitet, den naturlighed,

hvormed Oehlenschlägers digt her fremtræder, er af den forføreriske art som moderne intellektuelle synes at have specialiseret sig i: før den naturlige

længsel slår ud i handling, og altså i dette tilfælde i fortolkning af en skrifthandling, isoleres, analyseres og dræbes den af forstanden. Den

intellektuelles hævdelse af det naturlige kommer i splid med sig selv, nar selve naturen kun får lov til at ytre sig som den afstumpede, liv1øse drift, intellektet

har reduceret den til. (…)

Den gennemgående fortolkningsfølge i artiklen består i, at dele af ”Guldhornene” tages ud, fortolkes og forenes – ikke med hinanden eller med

digtets helhed, men med symboler, der ligner. Hver gang læseren venter at fa noget at vide om ”Guldhornene”s betydningsverden, oplever han at se

Oehlenschläger gå under i en urokkelig, determinerende natur, for hvilken han er et viljeløst medium, og se digtet gå itu for siden at blive sat sammen til en

helt anden tekst, der handler om digterens oplevelse og ikke om horn og

historie. Et eksempel på denne tendens til at kule digteren grundigt ned i mulden kan

ses i denne passus: ”Guldhornene” beskriver en (... .) rite de passage i Oehlenschlägers liv: overgangen fra den gærende ungdomstid til

manddommens modne virke.” ! For JFs betragtning melder digtet sig med samme naturlige præcision som

diebehovet hos et nyfødt barn, og i stedet for at fortolke digtet som det gyldige udtryk for Oehlenschlägers forståelse for af sine oplevelser vælger han at læse

bagom det for at finde sin naturlige tekst.

Peter Stein Larsen: Modernistiske outsidere, Odense Universitetsforlag 1998 side 49-51 Peter Stein Larsen (født 1959), dr. phil. lektor ved Aalborg Universitet. Bogen ”Modernistiske

outsidere” indeholder en omvurdering af en række af den danske litteraturs klassikere. Bl.a.

sætter forfatteren spørgsmålstegn ved den traditionelle læsning af Digte 1803 som en typisk

romantisk tekst

Digte 1803 låner atmosfære og symbolsk kraft fra kristendommen, men

digtene står absolut ikke i den ortodokse tros eller den kirkelige institutions tjeneste. Digtsamlingen peger frem mod en moderne livs- og kunstforståelse,

hvor kunsten indtager religionens plads i digterens verdensbillede, og hvor æstetikkens eneste lov er kunstnerens sjæl.

Efter at have set på Oehlenschlägers opfattelse af henholdsvis det psykologiske og det religiøse, vil jeg afsluttende se på Digte 1803’s opfattelse af det

historiske. Det berømte tekststed fra “Sanct Hansaften-Spil”, “den straalende Top, / hvorfra vi er siunken og atter skal op”, er, sammen med “Guldhornene”s

“I gamle, gamle / hensvundne Dage! / da det straalte i Norden, / da Himlen

var på Jorden”, ofte blevet brugt som dokumentation for, at Digte 1803’s livsholdning er i overensstemmelse med f.eks. Herders historiesyn og

Schellings naturfilosofi. Det er dog tydeligt, at samtlige tekster i samlingen i deres praksis — deres

opbygning i snapshot-agtige tableauer — modarbejder forestillinger om tiden som kontinuerlig udvikling. Livsholdningen i Digte 1803 er tydeligvis forskellig

fra den nationalromantiske historieforståelse, som man finder i Oehlenschlägers senere værker. Når den fjerne fortid optræder i

Oehlenschlägers debutsamling, er den ikke udtryk for en konstruktiv forestilling om identitet og sammenhæng i kraft af individets tilhørsforhold i

den større helhed: Folket, nationen, racen eller sprogfællesskabet. Fortiden optræder kun som korte visionære glimt, og disse udtrykker længslen efter at

komme bort fra fakticiteten. Digte 1803 interesserer sig ikke for kontinuitet, men koncentrerer sig om de løsrevne, intense øjeblikke.

Mit Liv er hurtigt,

brændende, begejstret! Lutter Glöd

levende, bevægelig Glöd! — siger Sankt Hans-ormen fra “Sankt Hansaften-Spil”. Længslen går mod en

tilstand af grænseløs livsfylde, af evighed i nuet, som man ville udtrykke det indenfor mystikken.

Digte 1803 ‘s livsholdning kan karakteriseres som systemskeptisk, idet på forhånd givne sociale, kulturelle eller religiøse værdier ikke accepteres.

Det samme gælder filosofiske, videnskabelige og æstetiske systemer, hvis man for det sidstes vedkommende undtager det minimum af genremæssige og

metriske konventioner, som er strukturerende for samlingen. Alle rammer opleves som begrænsende, og målet er for enhver pris normbruddet. Digte

1803 handler om længslen efter det, der ligger definitivt uden for rækkevidde: Den sublime kærlighed i dødsøjeblikket, de svundne tider, den uberørte natur

og det uendelige univers. Længslen gestalter de komplekse billedsproglige udtryk eller visionære særverdener, og springet er ikke langt til den

symbolistiske og modernistiske lyriks utopiske længsel. Hugo Friedrichs og R.N. Maiers nøglebegreber “tom transcendens” og “tragisk abstraktion” er

absolut ikke malplacerede i forhold til Digte 1803. Digte 1803’s konflikt mellem et eksplosivt fantasiliv og en norm om

beherskelse genfindes i mange moderne forfatterskaber. Et eksempel er Tom Kristensen, der på den ene side taler om det indre pres, der kræver udløsning

gennem en billedskabende fantasi: “men min Angst må forløses i Længsel og i

Syner af Rædsel og Nød.” Og på den anden side om en internaliseret tvang. På spørgsmålet om, hvorfor han aldrig har valgt at skrive frie vers, svarer Tom

Kristensen: “Jeg følte at jeg blev fuldkommen gal, at min lille trang til sindssyge ville fuldkommen blomstre ud, hvis jeg hengav mig til denne

tøjlesløse udtryksform.” Graden og karakteren af den norm, der sætter rammer om den

digteriske udfoldelse er imidlertid altafgørende. Tom Kristensens digtning og Oehlenschlägers debutsamling har det til fælles, at de eneste normer, der slår

igennem i det digteriske univers er de metriske skemaer. Det måske vigtigste æstetiske begreb inden for moderne lyrik stammer fra Gottfried Benn og

hedder ”intethedens formkrævende magt”. Benn peger med sit begreb på, at digteren først bliver i stand til at skabe det originale kunstværk, når han har

sluppet alle bindinger til etablerede normer af æstetisk, etisk, religiøs, social og politisk art. En digtning, der lader sig styre kraftigt af et bestemt

regelsystem bliver stækket. Man kan nævne Johannes V. Jensens udvikling fra

rasende, rodløs oprører til tilpasset darwinist og fremskridtsforkynder en udvikling Jørgen Elbek karakteriserede som en forandring fra “sublim nihilisme

til positivitet af lavere orden”. Og man kan i høj grad se det hos Oehlenschläger, hvis digtning få år efter den sublime debut står helt i

kristendommens, den nationale histories og den gode smags tjeneste. Torben Brostrøms onde, men korrekte karakteristik af Johannes V. Jensens

forfatterbane dækker således i samme grad Oehlenschlägers:

Han gjorde alt for at harmonisere interferensens nervepoesi, for at virilisere og dermed banalisere sit temperament. Man er ikke glad

for at vove sig for langt ud, så hellere gøre poesien til et billigt spektakel, ikke for kvinder, men for det sunde danske publikum.

Helt anderledes med Digte 1803. Her oplever man en moderne lyrik, der

skabes i trods mod enhver begrænsende norm – en lyrik, som er

eksperimenterende og visionær i sit eksplosive billedsprog og sin utopiske længsel. Et sådant billede af samlingen er alle inklusive Oehlenschläger bedre

tjent med end det Vilhelm Andersen’ske billede af værket som ”skøn” og ”forårsagtig” poesi skabt af den kernesunde nationalskjald med den

universalromantiske åbenbaring.

Jørn Lund: Oehlenschläger – sprog og stil (1999) Jørn Lund (født 1946), cand. mag i dansk og sprogpsykologi, professor i dansk sprog ved

Danmarks Lærerhøjskole, chefredaktør for Den store danske Encyklopædi.

Nedenstående citat er et uddrag af en større leksikonartikel om Adam Oehlenschläger i Den

Store Danske Encyklopædi bd. 14.

Med Oehlenschläger omstemmes det danske litteratursprog: hans stil er på én gang disciplineret og normbrydende, hans verskunst på én gang klassisk og

fornyende. Det har været Oehlenschlägers skæbne, at han har haft et efterliv

som pensum for generationer af unge mennesker, udrustet med en senere tids erfaringer og dannelsesforestillinger og uden baggrund for at vurdere hans

originalitet. Det har ofte været lettere at få øje på hans patos end at erkende ”digterkongen”s postulerede storhed.

Oehlenschlägers sproglige register er overordentligt bredt, fra hverdagslivets konkrete udvekslinger til højstemte udtryk for kærlighed, naturfølelse og

dødsdrift. Ordforrådet er helt usædvanligt varieret, og fremstillingsformen oftest eksplicit og præget af et stort register af malende og udtryksfulde

verber, adjektiver og substantiver, ofte kombineret i et originalt billedsprog. Allerede Digte (1803) og Poetiske Skrifter (1805) viser en selvbevidst

kunstner, der behersker klassiske versemål (fx heksameter og jambisk trimeter) og klassiske fortællerformer (satire, komisk fortælling, idyl). Han

betjener sig ubesværet af italienske versemål (terzine, ottave canzone) og tilfører nye energier fra Shakespeare og fra nordisk middelalder, samtidig med

at han med en selvbevidst ironisk distance kan bryde sig nye veje.

(..) Oehlenschläger placerer sig tidligt i dansk litteratur som en ung mand med

absolut gehør for rim, rytme og billedsprog, men uden tung lærdom. Han har fastholdt sin særstilling, fordi han både har kunnet dyste med klassikerne og

finde sin ege stil, som på godt og ondt blev mønster for store dele af eftertiden.

Peter Laugesen: 200 år efter…., 2003 Peter Laugesen (født 1942), dansk forfatter der siden debut’en i 1967 har udgivet en lang

række eksperimenterende digtsamlinger. Artiklen ”200 år efter..” udgør forordet til den udgave

af Digte1803, der i 2003 blev udgivet i anledning af 200-året for samlingens udgivelse.

Læserne får et helt klart billede af, hvem den unge Øhlenschlæger var, ved at læse sig vild i hans debutbog. Han var den første, moderne. Ny. Og gennem

ham kom en helt masse ind i dansk poesi. Som før ham ikke for alvor kunne

på plads til at spjætte.

Det er en tyngde, der fordufter. En lethed der træder ind, og med den et nyt stof. Det kommer dansende.

Det er velkendt, selv om det måske er en myte, at Adam Øhlenslæger efter en seksten timer lang samtale med Henrik Steffens, den tyske romantiks

begejstrede fortaler i Danmark, gik direkte hjem og skrev Guldhornene næste

formiddag, hvorefter han på godt et halvt år skrev hele sin bog, så den kunne udkomme på tærskelen mellem 1802 og 1803.

Hrymfaxe den sorte

Puster og dukker O i havet sig begraver

Morgenes porte Deling oplukket

Og Skinfaxe traver

Istraalende Lue Paa Himlens Bue.

Værsgo! Her vrinsker noget nyt og andet. Det var i enhver henseende et

gennembrud. I dansk litteratur et enestående fænomen, og der findes næppe mange paralleller i den øvrige verden. Mangfoldigheden af former, klassiske og

nye springer direkte i ørerne. Det er Shakespeare, der spøger i Skt. Hansaften Spil. På tysk. Det er faktisk selve verdenspoesien, der ankommer til dansk, på

én gang. I et kæmpemæsssigt orkestreret værk, der på én gang er tradition og oprør, frit blander højt og lavt, men det erørske er i i det er naturen.

Det er naturlig tale, eller digte som naturen taler – og selv ordet ”digte” var

dengang en ny betegnelse.

Efter tysk forbillede lod Øhlensläger yderligere bogen sætte i antikva i stedet

for den i tiden gængse knudrede fraktur. Forskellen, typografisk er at mens frakturen ligesom samler sig i mørke staver, lader de enkelte bogstaver stå

som opslæmmede små kraftstationer, der bryder teksten, er antikvaen åben, så livet kan strømme igennem den.

Johan Rosdahl: Om Digte 1803, 2003 Johan Rosdahl, cand. mag., lektor ved Frederiksberg Gymnasium.

Teksten er en efterskrift til genudgivelsen af Digte 1803 i anledning af 200 året for samlingens

udgivelse.

I modtagelsen af Digte 1803 er det da også denne frihed (”hans noget vilde Phantasi”) der generer anmelderne, friheden handler nemlig også om en

undsigelse af den borgerlige samfundsorden, hvor f.eks. en linedansers unyttige kunstner ikke accepteres.

Anmelderne kan godt se Oehlenslægers talent, de er indimellem ligefrem begejstrede, men mener også at den unge digter skal ”uddanne” sit sande

poetiske Talent ved at studere gode Mønstre, ved flittigen at bruge Filen, førend han udgiver, ved at raadføre sig med Mænd, hvis dannede og sikre

Smag kunne vejlede hans (smag).” Selv ikke ”Guldhornene” er der enighed om. Og dog bliver dette digt sammen

med (brudstykker af ”Sct. Hansaftens-Spil” og ”Hakon Jarls Död” fast inventar

i antologier og læsebøger. I 1882 komponerer J. P. E. Hartmann ”underlægningsmusik” til digtet, og det har nærmest været synonymt med

begrebet ”dansk romantik”. Af elever opfattet mest som pligt og pensum, fordi tidens glans som påpeget af Villy Sørensen, har sløret digtets slående

orginalitet. Alligevel er det i live. I 1998 kom en nyindspilning af Hartmanns musik (med oplæsning af Bodil Udsen), i 2000 Peter Laugesens oplæsning med

ny musik og Dan Turélls påpegning: ”Der er flere guldbajere end guldhorn i Oehlenschlägersgade”. Og skoleelev meddigtningen ”De raver og roder i gamle

kommoder”, er også en slags bidrag til bevarelse af ”Guldhornene”.

Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000

(2003) Inge Adriansen (født 1944), kulturhistoriker og museumsinspektør, siden 1988

museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Har skrevet en række bøger

om historiske og kulturhistoriske forhold.

Digtet vakte ingen særlig opmærksomhed i samtiden. Den kom først i de sidste årtier af 1800-tallet, hvor der begyndte en nyvurdering af romantikken.

Oldsager blev nu generelt tolket som minder fra de stolte forfædre, og alle mente at vide med sikkerhed, at guldhornene var af urnordisk oprindelse. En

følge af denne udvikling var, at Oehlenschlägers digt blev omfortolket. Fra at handle om fortabelse blev det ti let varsel om en kommende guldalder, og det

genudsendtes i prægtigt illustreret udgave til digterens 100-års-dag i 1879. Guldhornsdigtet blev ti let ”hit” på dette tidspunkt og har siden da været

betragtet som en del af nationalarven. Medvirkende hertil var den kongelige skuespiller Poul Reumerts oplæsning af digtet i radioen med dyb, klangfuld

stemme og højtidelig, næsten patetisk toneleje. I årtier er digtet blevet anvendt i skolernes undervisning, både i folkeskolen og gymnasiet. I den

autoritative antologi med dansk litteratur for gymnasieskolerne, redigeret af Falkenstjerne og Borup Jensen, var der på den allerførste side en gengivelse af

kobberstikkene af guldhornene og runeindskriften var bogens første tekst.

Også Oehlenschlägers ”Guldhornene” var en del af det obligatoriske stof.

Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted bd. 2. Længslens tidsalder 1800-1900, 2010 side 17-21 Anne-Marie Mai (født 1953), lic. phil. et mag. art., professor i dansk litteratur ved Syddansk

Universitet

Det store programdigt var ”Guldhornene”. Det angav, hvad den unge digter ønskede og ville. Og sigtet var ikke til at tage fejl af: ”Guldhornene” var en

skarp kritik af en lærd kultur og et samfund, der åndeligt var helt udslukt, hvor man ikke havde sans for historie, myte og kunst.

For generationer af læsere blev ”Guldhornene” inkarnationen af den danske romantik. I begyndelsen af det 21. århundrede er billedet blevet mere

nuanceret, og flere digte og digtere må tages i betragtning, når man fortæller om romantikken på dansk grund. Især Schack Staffeldts digt ”Indvielsen”

(1804) er ved at overtage ”Guldhornene”s plads. Men i det meste af det 20. århundrede var ”Guldhornene” romantikkens kernetekst.

Oehenschlägers digt gav en poetisk gribende fortolkning af fundet af de to Gallehushorn, de ”tvende Glimt fra Oldtidsdage”, der var dukket op i

henholdsvis 1639 og 1734 på en mark ved Møgeltønder. De gådefulde horn havde i Oehlenschlägers fortolkning både bragt ”de ældste Tider” og

”Evighedens Underværker” ind i samtiden og givet løfter om en ny strålende tidsalders begyndelse, ”de nye Tider”. Samtiden formåede imidlertid ikke at

opfatte denne mystiske helligdom, der måtte komme fra guderne selv. Man så

kun hornenes pragt og kostbarhed, ikke deres åndelige og mystiske kræfter, og håbet om en åndelig fornyelse svandt, da guderne tog hornene til sig igen:

Mystisk Helligdom omsvæver

deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! snart rnaaskee de er forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter fylde dem, som Blod i Lunden.

Men I see kun deres Lue,

ikke det ærværdigt Høie!

Sætte dem som Pragt tilskue for et mat nysgierrigt øje.

Himlen sortner, Storme brage!

Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt Helligdommen.

Den norske naturforsker og filosof Henrich Steffens (i 773-1845) havde i en maratonlang samtale på 16 timer — med indlagt indtagelse af beefsteak og

rødvin — inspireret Oehlenschläger til ”Guldhornene”. Steffens var kommet til København i 1802 efter en studierejse til den tyske romantiks højborg i byen

Jena, hvor han havde fået forbindelse med bl.a. filosofferne Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854) og

digteren Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). I november 1802

begyndte Steffens sine filosofiske, naturvidenskabelige og litterære forelæsninger på Elers Kollegium. Mange unge tilhørere hørte hans

mineralogiske og geologiske fremstillinger. Hans ideer lagde op til og harmonerede med den nye naturvidenskab, der skulle nå et højdepunkt med

H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Steffens talte også kritisk om, hvordan det borgerlige liv lige fra fødslen slog

sin jernring om mennesket, Tiden selv, sagde Steffens, holder mennesket

fængslet, så det ikke får kontakt med det evige og guddommelige. Derfor bliver det digterens opgave af skabe hellige billeder af det evige.

Hele Qehlenschlägers beretning om den lange samtale med Steffens kan opfattes som udtryk for et romantisk forhold til tid og tidsoplevelse. Det

intense samvær mellem de to skønånder bryder nemlig helt og aldeles det borgerlige livs tidsrammer og struktureringen af tilværelsen i offentlige og

private sfærer. Hengivelsen til inspirationen og geniets særlige læreproces løfter sig ud over tid og rum, og fortællingen bliver en effektfuld formidling af

romantikken og det svære begreb om genialitet. Oehlenschlägers historie om

det romantiske gennembrud har sin styrke og gennemslagskraft, fordi den forstås af enhver.

Oehlenschläger arbejdede i ”Guldhornene” også med temaet omkring en fængslende og en frigørende tid, og han gjorde det ved at spille tider

Og steder ud mod hinanden. Med digtet ville han vise, at guldhornenes præg af det evige i de rette hænder og med de rette modtagere kan skabe nye tider,

der forbinder sig med de ældste. Læseren bliver vidne til en storladen bevægelse igennem tider, fra nutidens tid og rum til gudernes tider og rum og

ind i historien på tre tidspunkter og i tre universer. Det første tidspunkt er tiden og rummet for den unge bondepiges fund af det

første horn: En dejlig morgen, hvor pigen i forelskede tanker er på vej til marken, snubler hun, og rødmende og med ”undrende Aand” og ”snehvid

Haand” kan hun hæve ”af sorten Muld! Det røde Guld”. Tiden og rummet for den unge mands fund af det andet horn under sin pløjning kaldes frem som et

klingende øjeblik:

Da standser Ploven,

og en Gysen farer igiennem Skoven.

Fugleskarer

pludselig tier: Hellig Taushed

alt indvier.

Da klinger i Muld det gamle Guld.

Endelig beskriver digtet den ”visse Time”, hvor guderne griber ind i nutiden og

lukker himlens porte af til deres evighed.

Digtets frie bevægelse igennem forskellige tider udtrykker længslen efter det guddommelige og evige og viser i praksis digtets muligheder for at overskride

den fængslende tid. Når digteren, som Steffens sagde, synger, tryller et uendeligt billedsprog med læseren. Steffens brugte begrebet allegori i

forbindelse med dette sprog. Det skete i forlængelse af den måde, allegoribegrebet blev brugt på i oplysningstiden. Her talte man om allegorien

som et billedligt udtryk med flere betydninger, mens symbolet betegnede et

mere abstrakt, entydigt udtryk. Goethe formulerede i flere omgange vigtige romantiske teser om allegori og symbol. Han begyndte at kritisere allegorien,

hvor billedet efter hans mening blev til et eksempel på en ide, mens symboler kunne danne en levende og øjeblikkelig åbenbaring af ideen. Ideen blev

således ved med at være levende og virksom i symbolets billeddannelse. Paradoksalt nok sker der ifølge Goethe det, at ideen både udtales og dog

forbliver uudtalt. Symbolet var for Goethe en levende og øjeblikkelig åbenbaring af noget uudgrundeligt.

Det var dette billedsprog, også Steffens var begyndt at efterlyse — ganske vist

med brug af begrebet allegori. Oehlenschläger søgte i ”Guldhornene” at bruge et sådant frigørende og nyt billedsprog og gøre hornene til et levende

romantisk symbol.